Traktorer i politikontrol: Mere end halvdelen havde bremsefejl

Politiet har kontrolleret traktorer i landsdelen. Der er plads til forbedring, siger politikommissær Claus Kjær-Petersen.

Tungvognscenter Nord var i sidste uge på kontrol i områderne ved Viborg, Spjald og Spøttrup. Formålet var at kontrollere traktorer her i høsten, og der var noget at komme efter, fortæller politikommissær Claus Kjær-Petersen fra Tungvognscenter Nord i Aalborg.

I alt 22 traktorvogntog blev kontrolleret. 14 af dem havde fejl på bremserne. I Spjald fik fire traktorvogntog kørselsforbud.

- Det er rystende, at vi stadig kan konstatere det. Omvendt kan jeg sige, at det nok også er forventeligt i sådan en periode, hvor landmændene skal have lavet mest muligt på kortest tid. Der henter man alt materiel frem, som man har stående. Men derfor skal der være styr på det alligevel, forklarer han og tilføjer:

- Der er plads til forbedring.

Højt kontroltryk virker

Områderne for denne kontrol er ikke steder, hvor man er vant til et højt kontroltryk fra politiet, forklarer Claus Kjær-Petersen.

Det er også medvirkende til, at der bliver observeret forholdsvis mange fejl.

- Kontroltrykket har en positiv effekt på det, men lige så snart man slækker på det, så går det den anden vej igen, siger han.

Konsekvenserne af at køre med defekte bremser afhænger af, hvor grov fejlen er.

- Det spænder lige fra, at nogen bliver indkaldt til syn uden sag til en betinget frakendelse af førerretten. I de fleste tilfælde er der heftet en bøde på, forklarer Claus Kjær-Petersen.