To tragedier på ét år gjorde Kasper og Mikkel forældreløse – bedsteforældre blev som mor og far

Det er 10 år siden, at brødrene Kasper og Mikkel Brøker blev forældreløse. Siden har de boet hos deres bedsteforældre, der har sat pensionistlivet på standby og overtaget forældrerollerne.

Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

En majdag i 2009 er en mørk dag i Mikkel og Kasper Brøkers historie.

Familiekabalen

Denne fortælling er en del af serien 'Familiekabalen', der kommer tæt på familier, der af den ene eller anden grund skiller sig ud fra forestillingen om den klassiske kernefamilie.

- Jeg kan huske, at vi kørte, og jeg kan huske omgivelserne ved vejen, men ellers kan jeg ikke huske noget, fortæller Mikkel Brøker.

Sussi Krarup sad i sin bil med sin fireårige søn Kasper og sin syvårige søn Mikkel, da en modkørende bil kom over i deres vejbane og ramte dem frontalt.

Sussi Krarup blev dræbt, mens Mikkel og Kasper blev hårdt kvæstet.

Med ét var de to drenge forældreløse.

Det hårde slag mod familien var nemlig ikke det første. Kun ét år tidligere havde de to drenge mistet deres far Henrik, der var død af kræft.

Mikkel og Kasper Brøker var indlagt med svære kvæstelser. De fik begge konstateret en méngrad på 25 procent efter ulykken.  Foto: Privatfoto.

- Mikkel startede med at kalde på sin mor, og det var så der, vi måtte fortælle, at nu var mor oppe ved stjernerne sammen med far, fortæller Connie Krarup, der var mor til Sussi.

Siden den dag har Connie Krarup og hendes mand Jørgen Pedersen sat pensionistlivet på pause for at være forældre til Kasper og Mikkel Brøker.

Midt i sorgen var drengene det vigtigste

I dag er der gået ti år siden ulykken.

Connie Krarup og Jørgen Pedersen bevæger sig stedkendt hen til datterens grav, hvor hun er stedt til hvile med sin mand ved sin side på Viborg Kirkegård.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle føle. Jeg tror ikke, jeg var gammel nok til at forstå det på det tidspunkt.

Mikkel Brøker.

Parret kommer der flere gange i ugen.

- Vi er ikke så gode venner med vor herre. Det er vi ikke, siger Connie Krarup, mens hun pynter graven med blomster.

Mikkel og Kasper Brøker kommer også på kirkegården engang imellem, men de er der ikke så tit.

- Det er nok ikke lige det sted, at børn og unge mennesker har mest lyst til at komme. Det er ikke sådan, at de har glemt deres forældre, fordi de ikke kommer her. Det har de bestemt ikke, siger Connie Krarup.

- Når vi var på kirkegården, var der et par gange, hvor jeg selvfølgelig græd. Det var drengene bestemt ikke meget for. Det lovede jeg at lade være med, når vi var heroppe, fortæller Connie Krarup.

Connie Krarup og Jørgen Pedersen besøger datterens og svigersønnens gravsted flere gange i ugen.  Foto: Hans Trier Vittarp

Hun husker tydeligt dagen, hvor hun fik beskeden om datterens skæbne.

- Jeg var på arbejde i børnehaven, da det skete, og Jørgen var til bowling, husker Connie Krarup.

- Vi kørte til Aalborg, hvor drengene var indlagt. Vi var der hele tiden. Vores søn og svigerdatter var der også dagen lang hver dag, fortæller hun.

Connie Krarup og Jørgen Pedersen stod med to hårdt kvæstede drenge, der havde mistet begge deres forældre.

Den dengang syvårige Mikkel havde fået en airbag ind på siden af hovedet, der havde givet hjernen et stort tryk og en brækket kæbe.

De skulle ikke være alene på noget tidspunkt. De skulle ikke passes af andre. Vi tog ingen steder uden dem.

Connie Krarup. 

Fireårige Kasper havde åbent kraniebrud og en brækket næse.

Familien var i undtagelsestilstand.

- Det var hårdt at skulle håndtere tabet, samtidig med at vi skulle tage os af to drenge, der var hårdt kvæstet. Kasper kunne ikke gå lige efter ulykken, og han kunne heller ikke se, husker Connie Krarup.

Svært ved at huske

Mens drengene kom sig, rumsterede spørgsmålet om drengenes fremtid hos Connie Krarup og Jørgen Pedersen.

- Vi ville gerne have drengene, men jeg var ikke sikker på, at vi kunne klare det. Der var en sød sygeplejerske, der tog sig god tid til at tale med mig, og jeg blev overbevist om, at det kunne vi selvfølgelig godt, siger Connie Krarup.

- Og vi har i hvert fald ikke fortrudt det, tilføjer hun.

Sussi Krarups bil efter ulykken.  Foto: Arkivfoto.

Da de to brødre flyttede permanent ind hos deres bedsteforældre, smed de alt, hvad de havde i hænderne for at være tæt på drengene.

- De skulle ikke være alene på noget tidspunkt. De skulle ikke passes af andre. Vi tog ingen steder uden dem, og de sov også sammen med os det første år, fortæller Connie Krarup.

Men overgangen fra bedsteforældrerollen til forældrerollen var ikke uden vanskeligheder.

- Jeg kan huske, der engang var noget, vi var uenige om, og så græd Mikkel og sagde: I er ikke nær så søde nu, som dengang mor var her. Nej, det var vi jo ikke vel. Ikke på samme måde, for der var vi jo bare bedsteforældre. Nu var vi jo lige pludselig forældre, husker Connie Krarup.

Mikkel og Kasper Brøker trives, men tragedier og tab er en del af deres livshistorie.

Jeg er taknemlig for, at vi har fået lov til at bo her. Det har præget os rigtig meget, og jeg tror, vi er blevet mere tætte af det.

Mikkel Brøker. 

- Mine forældre var kærlige. Min far var meget den der sjove, som altid plejede at lave fis og ballade med mig, mens min mor var lidt mere seriøs. Hun var stadigvæk kærlig, men hun var den, der holdt styr på tingene i familien, fortæller Mikkel Brøker om sine afdøde forældre.

Kasper, der var fire år gammel, da ulykken skete, har sværere ved at huske, hvordan tingene var.

- Men når jeg ser billeder, så kommer jeg i tanke om det, og så kan jeg godt huske det, siger Kasper Brøker.

Når Mikkel Brøker tænker tilbage på tiden, hvor han mistede sin mor, har han svært ved at huske, hvornår det ramte ham, at hun ikke var her mere.

- Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle føle. Jeg tror ikke, jeg var gammel nok til at forstå det på det tidspunkt. Vi gik en masse igennem selv, og vi havde det dårligt. Vi skulle klare det sammen på en eller anden måde. Alt det andet måtte komme bagefter, siger Mikkel Brøker.

Mikkel og Kasper Brøker med deres mor og far.  Foto: Privatfoto.

I dag har de to brødre et meget stærkt bånd.

- Vi er de eneste, der er tilbage. Vi har mine bedsteforældre, men fra vores gamle kernefamilie er der kun mig og min bror. Jeg har været der meget for ham, og jeg forsøger at være en rigtig god storebror for ham og træde til, når han har brug for det, siger Mikkel Brøker.

Han er taknemmelig for, at bedsteforældrene tog dem ind.

- Vi kunne være endt så mange andre steder i plejefamilier. Jeg er taknemlig for, at vi har fået lov til at bo her. Det har præget os rigtig meget, og jeg tror, vi er blevet mere tætte af det, siger Mikkel Brøker.

Kæmpede for at beholde børnebørnene

Men det var langt fra givet, at bedsteforældrene fik lov til at tage sig af deres forældreløse børnebørn.

Fire dage før ulykken var bedstefar Jørgen Pedersen fyldt 65 år. Han var lige gået på pension som fabriksleder. Connie var 61 år og arbejdede stadigvæk som pædagog.

Jørgen Pedersen med sit barnebarn på hospitalet efter ulykken.  Foto: Privatfoto

Og en sagsbehandler fra Viborg Kommune mente ikke, at de kunne få forældremyndigheden.

- Hun sagde, at vi aldrig ville få lov til at beholde drengene, for vi var alt for gamle. Men jeg vidste, at vi kunne klare det, siger Connie Krarup.

I sidste ende blev det statsamtet, der traf afgørelsen. Baseret på en dokumentation af, at børnene altid havde haft et nært forhold til deres bedsteforældre og var kommet hos dem flere gange i ugen, fik Connie Krarup og Jørgen Pedersen forældremyndigheden over drengene.

Connie Krarup kan tydeligt huske dagen, hun fik beskeden om, at drengene fik lov til at bo hos dem.

- Det var en onsdag morgen, jeg fik opkaldet. Det var rigtig dejligt, husker Connie Krarup. Hendes øjne bliver blanke, mens hun fortæller.

Der er ikke andre ældre, der går så meget til læge, som vi gør. Bare der er det mindste, så går vi til læge, for vi skal helst blive her i rigtig mange år.

Connie Krarup. 

Børnebørnene holder dem unge

Selvom Connie Krarup og Jørgen Pedersen er pensionister på papiret, så er de altså også fuldtidsforældre.

Parret endte med at få ti år alene i huset, inden der igen flyttede børn ind. Nu er ansvar og opdragelse igen en del af hverdagen.

De sidder på sidelinjen til fodboldkampe, deltager i forældrearrangementer og bedsteforældrearrangementer.

I dag fungerer hverdagen som i så mange andre familier.

- Det er heller ikke den rene lyksalighed her. De er begge to teenagere nu, og vi har også konflikter, som alle andre børnefamilier har, siger Connie Krarup.

Mikkel og Kasper ved deres forældres grav.  Foto: Privatfoto.

Connie Krarup fortæller, at hende og hendes mand har tænkt sig at være der for drengene i mange år endnu.

- Jeg tror, vi bliver holdt unge af at have de her børn. Vi får nogle fantastiske oplevelser. Havde vi ikke dem, ville vi måske bare sidde og kigge ud ad et vindue. Det gør vi i hvert fald ikke nu, siger Connie Krarup.

Men tanken om, hvad der skal blive af drengene, hvis der sker Connie Krarup og Jørgen Pedersen noget, er en del af overvejelserne.

- Vi er stadigvæk friske og raske. Jeg tænker såmænd, at vi både kommer til at opleve, at de færdiggør skole og andet uddannelse, siger Connie Krarup.   

- Men jeg lover dig for, at der er ikke andre ældre, der går så meget til læge, som vi gør. Bare der er det mindste, så går vi til læge, for vi skal helst blive her i rigtig mange år, tilføjer hun.

09:19

Se hele familiens historie her. Video: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Luk video