Tiltale: 40-årig ville dræbe læge og kastede knive efter politifolk

Midt- og Vestjyllands Politi rejser nu tiltale mod en 40-årig mand fra Viborg, der i april blev anholdt efter et dramatisk sammenstød med politiet foran et lægehus i Møldrup, hvor manden var mødt op angiveligt for at dræbe en læge.

Byretten i Viborg skal tage stilling i sagen, hvor en mand er tiltalt for at true en læge på livet og for at kaste knive efter politifolk.
Byretten i Viborg skal tage stilling i sagen, hvor en mand er tiltalt for at true en læge på livet og for at kaste knive efter politifolk.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

En 40-årig mand fra Viborg er tiltalt for trusler og vold af særlig rå og farlig karakter. Manden blev anholdt i Møldrup foran lægehuset, hvor han kort forinden havde truet med at ville slå en af lægerne ihjel.

Selve anholdelsen skete i april, og nu har politiets efterforskere og jurister så arbejdet sig frem til en tiltale, der lyder på i alt tre punkter. 

27. april blev den dengang 39-årige mand anholdt foran lægehuset. Politiet havde forinden fået et tip fra en af mandens bekendte om, at han var på vej mod lægehuset og at han agtede at dræbe en af lægerne. 

Politifolkene rykkede hurtigt ud og kom derfor først til lægehuset og fik dørene låst, inden den 39-årige mand mødte op bevæbnet med to knive.

Den dengang 39-årige mand blev efter en infight med politiet anholdt her udenfor lægehuset i Møldrup.

På parkeringspladsen ramte den 39-årige mand en af politibetjentene med en uåbnet dåseøl. 

Han kastede ifølge anklageskriftet desuden de to knive mod politifolkene - dog uden at ramme - og blev efterfølgende pågrebet af politifolkene, som fik manden pacificeret blandt andet ved brug af peberspray. 

Her seks måneder efter skal den nu 40-årige mand så i retten, hvor politiet både tiltalt ham for truslerne mod en person i lægehuset og for at udøve vold mod polititjenestefolk. 

Den 40-årige blev efter grundlovsforhøret i kølvandet på anholdelsen i april tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling. 

Han er blandt andet tiltalt efter straffelovens paragraf §245, der har en strafferamme helt op til seks år.