Til præst efter skoletid

Viborg Kommune vil adskille konfirmand-forberedelse fra den almindelige undervisning.

100810_1Konfirmand001.jpg

Det er en fasttømret tradition her i landsdelen: Konfirmand-forberedelsen foregår i de tidlige morgentimer. Men den tradition vil Viborg Kommune nu gøre op med.

Kommunens børne- og ungdomsudvalg lægger op til, at undervisningen af de kommende konfirmander skal foregå efter den obligatoriske undervisning.

Formanden for udvalget, Karin Gaardsted (A) siger, at skolegang og konfirmandundervisning reelt ikke har noget med hinanden at gøre. Og så mener hun, at det ændrede tidspunkt vil betyde et mere aktivt tilvalg for børnene - altså at de ikke bare vælger at gå til præst, fordi det er en tradition.

Præsteforeningen er dog ikke begejstret - formand Per Bucholdt Andreasen frygter, at den sene forberedelse vil gå ud over præsternes opgaver om eftermiddagen - blandt andet begravelser.

Forslaget bliver nu sendt til høring hos kommunens skolebestyrelser, inden byrådet skal tage stilling.