Tidligere borgmester øjnede Apple-arbejdspladser i tusindvis: - Overliggeren var nok sat for højt

Viborg Kommune spejder stadig langt efter Apple-effekten, der skulle have tilført kommunen 10.000 nye arbejdspladser.

2:35
Tidligere borgmester i Viborg Kommune, Torsten Nielsen (K), spejder stadig langt efter de mange arbejdspladser, som Apples datacenter skulle have givet kommunen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Forventningerne var tårnhøje, da planerne om Apples datacenter ved Viborg blev præsenteret i 2015. Den daværende borgmester – konservative Torsten Nielsen - talte dengang om, at milliardbyggeriet kunne tiltrække op imod 10.000 nye arbejdspladser. Men i dag har piben fået en anden lyd. 

- Vi har ikke fået det ud af det, som jeg havde forventet. Det kan jeg lige så godt være ærlig at sige, lyder det i dag fra den tidligere borgmester.

Torsten Nielsen var som borgmester med til at lancere nyheden om datacentret til 6,3 milliarder kroner. Den største udenlandske investering i Danmark nogen sinde. Men seks år og seks måneder senere erkender han, at han måske tog munden lidt for fuld.

Var du for over-optimistisk?

- Overliggeren den var nok sat højt nok.

Ting tager tid

I dag er der et ukendt antal ansatte på selve centret og så alle dem, der deltog i byggearbejdet. Men ellers ikke så mange:

- Der er kun nogle små virksomheder, der har slået sig ned indtil videre, og det tager tid, forklarer Henrik Hansen, der er erhvervsdirektør i Business Viborg.

Kommunen lagde sig ellers gevaldigt i selen for at udnytte Apple-effekten.

Både med konference og samarbejde med svenske Luleå, der også har et Facebook-datacenter, ligesom Viborg Kommune har haft udstationeret en medarbejder i USA. Men den nuværende borgmester nedtoner mulighederne:

- 10.000 arbejdspladser, det kommer der ikke ud af det her. Det er der ingen tvivl om, siger Venstre-borgmester Ulrik Wilbek.

Kommer der 1000 arbejdspladser ud af det?

- Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, men det er også tvivlsomt.

Men analyser fra Odense og Fredericia viser faktisk, at datacentre skaber økonomisk vækst i lokalområdet.

- Man har været inde og analysere på direkte og afledte effekter, og der er en markant effekt økonomisk, siger erhvervsdirektøren, der altså fortsat tror på Apple-effekten i Viborg.