Tegneskole fra køkkenet: Tusindvis ser med på Facebook

De lukkede skoler har fået kreativiteten frem hos en familie fra Viborg. De har skabt en live tegneskole, hvor flere tusind kigger med hver dag.

Jimi Holstebro og hans to sønner leverer dagligt en ny video i deres tegneskole live på Facebook. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Læs også Første dag i hjemmeskole klaret: - Det bliver to hårde uger

Med lukkede skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser landet over, så er børnefamilier for alvor blevet tvunget til at tænke nye aktiviteter ind i hverdagen. Hos en familie i Viborg er deres kreative aktivitet nu gået hen og blevet lidt af et hit på Facebook.

For hver dag klokken 10 tegner Jimi Holstebro med sine to sønner Felix og Silas live på Facebook – og her kan både børn og voksne være med, komme med forslag til, hvad der skal tegnes og deltage i den hyggelige aktivitet. 

Drengene synes, det er rigtig sjovt det her med at lave noget live til Facebook. De ser meget YouTube, så nu er de jo selv en slags YouTube-stjerner

Jimi Holstebro, Viborg

- Vi startede i lørdags, og planen var egentlig, at vi kun ville køre her i skoledagene. Men så lavede vi også en video søndag, fordi der var så mange, der bød ind og spurgte, om de måtte se noget mere lørdag, lyder det overrasket fra Jimi Holstebro. 

Tvangsindlagt til tegneskole

Det er nu dag fire med den live tegneskole hjemme fra familiens stue i Viborg. Jimi Holstebro arbejder til dagligt som billedkunstner og grafisk facilitator – med andre ord er han vant til at være kreativ. Dog ikke for så stort et publikum som nu.

- Drengene synes, det er rigtig sjovt det her med at lave noget live til Facebook. De ser meget YouTube, så nu er de jo selv en slags YouTube-stjerner, lyder det fra faren.

Det er fedt, men det er selvfølgelig også kun noget, der kan lade sig gøre, fordi vi er i den situation, hvor folk er tvangsindlagt til at sidde derhjemme

Jimi Holstebro, Viborg

Flere følger med live – i dag omkring 40 - mens flere tusinde efterfølgende finder frem til videoerne og lader sig inspirere til de kreative hjemmesysler. Siden lørdag er familiens videoer blevet set mere end 25.000 gange.

- Det er helt vildt. Det er fedt, men det er selvfølgelig også kun noget, der kan lade sig gøre, fordi vi er i den situation, hvor folk er tvangsindlagt til at sidde derhjemme, fortæller Jimi Holstebro.

02:22

Se indslag: Jimis virtuelle tegnestue er et hit blandt hjemsendte børn.

Luk video

Kan vokse sig stort

Ligesom resten af landet tilbringer han og resten af familien deres tid derhjemme. Og netop den situation har affødt ideen til tegneskolen. En tegneskole, der dog mest var tiltænkt som underholdning for en lille skare mennesker.

Min datter er rigtig glad for at tegne, så der er fundet den helt store bunke papir og farveblyanter frem

Kasper Bagnkop, Frederikshavn

- Alle søger jo noget underholdning, noget undervisning, noget læring og noget samvær med børnene. Men jeg troede måske nok mest, det var noget, nogle af vores venner ville synes, var sjovt, siger han.

Men langt flere kigger altså med, når Jimi Holstebro, Silas og Felix skruer op for kreativiteten hjemme ved spisebordet.

I Frederikshavn kiggede Kasper Bagnkop og hans datter med.

Kun fantasien sætter grænser i tegneskolen. Her er det Kasper Bagnkops datter, der hve dag nyder at tegne med.  Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Jeg arbejder selv med børn, og den her ide med en tegneskole, den falder bare rigtig godt i tråd med at kunne være sammen online og få noget læring ind. Min datter er rigtig glad for at tegne, så der er fundet den helt store bunke papir og farveblyanter frem, fortæller Kasper Bagnkop, der til dagligt arbejder som skoleleder.

Og apropos skoler. Så er der flere, der har fået øjnene op for tegneskolens gode takter.

- Jeg kan se, at der er flere skoler, der har delt det, så det kan jo vokse sig stort på nogle få uger. Det kunne da være sjovt ikke mindst for ungerne, og det er jo derfor, vi gør det, slutter Jimi Holstebro.