Taget på fersk gerning: Indbrudstyve anholdt med boltsaks og tyvekoster i hænderne

To unge mænd blev natten til tirsdag anholdt, da politiet rykkede ud og fandt dem i gang med klippe hængelåse op og tømme kælderrum for værdier.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Nogle beboere i en opgang på Danmarksvej i Viborg undrede sig natten til tirsdag, da de hørte larm fra kælderen. De kontaktede derfor politiet, hvilket skulle vise sig at være en god ide.

Da politiet kom frem til Danmarksvej, fandt de to unge mænd i fuld gang med at bryde ind i flere kælderrum.

- Vi tog dem med fingrene i kagedåsen. Da betjentene kom frem, stod to unge mænd og klippede hængelåse op med en boltsaks, mens de havde lagt tyvekoster til rette på gulvet, fortæller vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, der også oplyser, at indbrudstyvene nåede ind i otte kælderrum.

Der var hurtig reaktionstid, da politiet fik henvendelsen. Kl. 3.40 ringede beboerne til politiet, og kl. 3.45 blev tyvene anholdt.

De to unge mænd er 20 og 24 år og henholdsvis fra Viborg og Aarhus. Den 20-årige er i forvejen kendt af politiet, og politiets jurister, skal derfor vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør. De sigtes begge for indbrud i kælderrum.