Tæt på fuldt hus til fodbold-gyser i Viborg

Mandag formiddag havde 8500 tilskuere sikret sig en billet til kampen mellem Viborg FF og AGF.

Osama Akharraz
Foto: Bo Amstrup, Scanpix

Sæsonrekorden står for fald, når Viborg FF i aften tager imod AGF i den første af to playoff-kampe om at blive i superligaen.

VFF-direktør Morten Jensen vurderede mandag formiddag, at der var booket omkring 8500 billetter, og da den samlede kapacitet på Energi Viborg Arena er 10.122, bliver der godt fyldt op på tribunerne. 

Klubben har lavet en aftale med det lokale erhvervsliv, der betyder, at der er gratis adgang for det viborgensiske publikum - hvis man vel at mærke først booker en billet.

Samtidig kan gæsterne fra Aarhus komme ind til halv pris, og mandag formiddag var der solgt 1300 billetter til udebaneafsnittet, hvor der i dagens anledning er plads til 2000 tilskuere.

VFF opfordrer på sin hjemmeside de lokale tilskuere, der ikke har fået fat i en billet, til at møde op ved indgang 4. 

- Herfra vil vi guide folk ind til ledige pladser, der måtte være på tribunerne.

Den samlede vinder af de to playoff-kampe bliver i superligaen, mens taberen skal møde nummer tre fra 1. division. Morten Jensen vurderer, at der bliver tale om to meget lige kampe.

- Generelt har vi haft et godt tag på AGF, men i denne fase er tingene nulstillet. Det bliver en tæt og intens kamp, vurderer VFF-direktøren.

Kampen fløjtes i gang klokken 19. Returkampen i Aarhus spilles på søndag.