Svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse: Tidligere leder idømt to års fængsel

En mand fra Møldrup er idømt fængsel i sagen om bestikkelse i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Dennis Bechmann Engmann, som tidligere var leder af bygningsafdelingen på Flyvestation Karup, er i dag ved Retten i Viborg blevet idømt 2 års fængsel.

Dommen er afslutningen på sagen om bestikkelse i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

I 2015 og 2016 fik Dennis Bechmann Engmann lavet en omfattende renovering af sit hus i Møldrup og en tilbygning til en værdi af i alt 1,7 millioner kroner.

Arbejdet blev i første omgang betalt af entreprenørfirmaet Kemp & Lauritzen, som derefter sendte regningerne videre til Forsvaret.

Håndværkernes regninger blev nemlig skrevet, så det så ud som om, at deres arbejde ikke var blevet lavet på en privat adresse, men på forsvarets bygninger - på blandt andet Flyvestation Karup og Skive Kaserne.

Den tidligere ansatte i Kemp & Lauritzen, Frank Dalby Johansen, som hjalp til med ulovlighederne, er blevet idømt 2 år og 6 måneders fængsel for bestikkelse og mandatsvig.

Retten mener det er bevist, at Frank Dalby Johansen arrangerede byggeriet hos Dennis Bechmann Engmann og instruerede håndværkere i at skrive regningerne, så de så ud som om, at arbejdet var lavet på Forsvarets bygninger.

Nægtede sig skyldig

Før domsafsigelsen nægtede den tidligere bygningsleder, at han var skyldig i svindlen.

Hans forklaring var, at han betalte for dele af arbejdet på sit hus med sorte penge, hvorfor der altså ikke findes kvitteringer på arbejdet.

Dennis Bechmann Engmann er ikke den eneste lokale mand, der er dømt i sagen.

Også en mand fra Herning-området var tiltalt i sagen. Han var også ansat i Forsvaret og var tiltalt for at have modtaget bøgehækplanter og smedejernslåger for i alt 35.000 kroner. Manden blev idømt 3 måneders betinget fængsel.

Dommen anket

Dennis Bechmann Engmann har valgt at anke sin dom og ønsker frifindelse. 

Frank Dalby Johansen har også valgt at anke, men ønsker ikke frifindelse kun strafnedsættelse.