Storspillende Viborg-målmand: Vigtigt at stemple ind nu

Viborg HK overraskede lørdag ved at besejre København Håndbold i sikker stil i DM-semifinalen.

Viborgs Rikke Poulsen havde en afgørende rolle i dagens sejr over København Håndbold.
Viborgs Rikke Poulsen havde en afgørende rolle i dagens sejr over København Håndbold.
Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Viborg HK overraskede lørdag eftermiddag ved at besejre København Håndbold i den første DM-semifinale mellem de to hold.

Viborg vandt sikkert udekampen 24-18, og de få københavnske mål kunne tilskrives en fremragende præstation fra målmand Rikke Poulsen. Hun stod med en redningsprocent på 50 og er glad for sin og holdets præstation.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at kunne bidrage til holdet. Det er jo vigtigt i de her kampe at stemple ind og gøre en forskel, siger Rikke Poulsen til Viborg Stifts Folkeblad.

- Det skal vi alle sammen gøre i sådan en kamp, og det gjorde vi også i dag. Forsvaret stod godt, vi fik bremset deres kontraer, og vi fik holdt Mia Rej fra for mange scoringer.

- Vi kæmpede med alle kræfter, og vi gjorde det bedste, vi kan for hinanden, og så lykkedes det bare, siger målmanden.

I DM-semifinalerne spilles der bedst af tre kampe. Viborg kan dermed sikre sig en finaleplads i tirsdagens opgør på hjemmebane med mindst uafgjort. Hvis København Håndbold vinder, skal der til gengæld en tredje kamp til at afgøre, hvem der booker en billet til finalen.

Efter Viborgs sejr over København sørgede Team Esbjerg for en ny overraskelse, da vestjyderne bankede Odense Håndbold på udebane i den anden DM-semifinale.

/ritzau/

0:29
I håndbold tog Viborg HK's kvinder et stort skridt mod DM-finalen med en sejr over København Håndbold.