Store ambitioner: tv-shows, koncerter og konferencer skal trække en million gæster til Viborg om året

Tinghallen er blevet udvidet til næsten dobbelt kapacitet, og ambitionerne er store.

2:01
Claus Donslund har de sidste seks år været direktør for Tinghallen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Lige nu er der masser aktivitet i Tinghallen i Viborg, hvor man gør klar til at sende en af årets største tv-produktioner.

- Det at vi har fået Danmarksindsamlingen her til Viborg, det er rigtigt stort for os, fortæller Claus Donslund, der er direktør for Tinghallen.

Han mener, at det er et udtryk for, at Tinghallen i Viborg vil tænke stort, at de har tiltrukket Danmarks Indsamling.

- Vores ambition er, at vi vil have tv-shows, at vi skal have alt den kultur, der findes på den øverste hylde i Danmark, og så vil vi byde på store internationale artister, så vi kan trække folk fra hele Danmark, slår han fast.

En million gæster om året

Tinghallen er blevet udvidet til næsten dobbelt kapacitet og har fået et nyt nabohotel. Det betyder, at byen nu er i stand til at tage imod langt større koncerter og konferencer.

- Det er et kultur- og oplevelsesområde, hvor vi forventer omkring en million mennesker om året, forklarer borgmester Ulrik Wilbek.

For at det skal blive en succeshistorie, så har man ansat Claus Donslund, der er tidligere har haft en chefstilling hos MCH i Herning.

- Via mit netværk er jeg sikker på, at vi kan tiltrække store tv-shows, store landsdækkende konferencer, landsmøder og internationale artister. Og det er bare en del af det, som vi gerne vil være kendt for i Viborg, slår han fast.

Corona i vejen

Genstarten af Tinghallen er blevet forsinket af coronarestriktionerne, og Danmarks Indsamling bliver da også uden publikum.

Derfor er omgivelserne dog stadigt vigtige, lyder det fra producent Jonatan Jerichow.

- Det vi gerne vil, det er at have pladsen til både at kunne lave en flot- og sikker produktion i de her coronatider. Og de forhold har vi heldigvis her, siger han.