Stor mængde narkotika fundet i bil med to uens nummerplader

En mand fra Viborg-området blev søndag eftermiddag stoppet med 230 gram amfetamin på sig. Mandag blev han fremstillet i grundlovsforhør.

Politiet mødte en bil med to forskellige nummerplader og valgte at stoppe den. Her fandt patruljen 230 gram amfetamin.
Politiet mødte en bil med to forskellige nummerplader og valgte at stoppe den. Her fandt patruljen 230 gram amfetamin.
Foto: Flemming Christensen

Det var ikke en lille mængde narkotika, lokalpolitiet i Viborg fandt søndag eftermiddag, da de stoppede en mand i starten af trediverne i Viborg By.

- Vi fandt 230 gram amfetamin på manden, siger Christian Toftemark, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg.

Manden, der kommer fra Viborg-området, blev stoppet af politiet ved en tilfældighed, da han kørte rundt i en bil med to forskellige nummerplader.

Det fik politiet til at køre efter ham i et forsøg på at stoppe bilen, men det var manden ikke med på, og det blev derfor til en kort biljagt.

Det lykkedes politiet at få stoppet manden, og her fandt det så de 230 gram amfetamin.

- Det er ikke dagligdagsting det her, men det er heller ikke usædvanligt stort, siger Christian Toftemark.

Manden er tidligere kendt af politiet, men politikommissæren vil ikke kommentere på de andre tilfælde.

Manden blev ved middagstid fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Viborg.