Stor brand på efterskole: Flammer gik igennem taget

Tjele Efterskole nær Viborg har lørdag eftermiddag været ramt af en større brand.

Brand på Tjele Efterskole
Foto: Benny Lind, Alarm112

Når eleverne mandag morgen møder ind på Tjele Efterskole nær Viborg, vil nogle af eleverne opleve, at deres værelse er forsvundet i løbet af weekenden, efter en brand lørdag eftermiddag brød ud på et af skolens værelser. Ingen personer er kommet til skade, men efterskolens 1. sal er hårdt medtaget.

- Det ene værelse, hvor branden er opstået, er fuldstændig udbrændt. Derudover har branden spredt sig ud på gangen, så halvdelen af 1. salen er brændt, imens en tredjedel af taget også er hårdt medtaget, oplyser Anders Dahl Jensen, der er indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning. 

Klokken 17:32 gik alarmen hos Midtjysk Brand og Redning. Anmelderen oplyste, at man ikke var sikker på, at alle var kommet ud fra huset. Det gjorde, at 16 brandfolk, en lægebil og to patruljebiler kort efter var på erterskolens matrikel.

- Da vi fik meldingen lød det til at være voldsomt. Branden var brudt igennem taget, men vi fik hurtigt kontrol over flammerne, og heldigvis var alle personer kommet ud fra bygningen, fortæller indsatslederen.

Indsatslederen fortæller, at man på nuværende tidspunkt ikke ved, hvorfor branden er opstået. Midt- og Vestjyllands Politi foretager mandag undersøgelser på stedet, som formentlig vil belyse årsagen.

Slukning forårsagede vandskade

Bygningen på Tjele Efterskole, hvor branden er opstået, har trægulve. Det har gjort, at slukningsarbejdet har forårsaget vandskade. 

- Det sker indimellem og især ved større brande som denne. Når gulvet så samtidig er lavet af træ, så skal der ikke meget til, fortæller Anders Dahl Jensen. 

Der er nu tilkaldt skadeservice, som skal hjælpe skolen med at håndtere situationen.