Stor børnepornosag: Kommune sætter ind tidligt

I Viborg Kommune prøver de at forebygge, at sager, som den store børnepornosag, sker igen ved at styrke mediebevidstheden hos børnefamilier.

Louise Ørum Skytt er SSP-konsulent ved Viborg Kommune.
Louise Ørum Skytt er SSP-konsulent ved Viborg Kommune.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

I dag kom det frem, at over 1000 unge fra hele landet er sigtet i en stor sag om børneporno. Helt konkret drejer det sig om to videooptagelser fra 2015, som er blevet flittigt delt blandt de mange unge via Facebooks chatfunktion, Messenger.

Videoerne består af seksuelt indhold med personer, der var 15 år gamle, da videoerne blev optaget. Ifølge straffeloven er det ulovligt at være i besiddelse af og dele foto og video af personer under 18 år, hvis der er et seksuelt indhold.

I Viborg Kommune er 19 personer sigtet i sagen. Ifølge SSP-konsulent ved Viborg Kommune, Louise Ørum Skytt, gør kommunen, hvad de kan for at forebygge, at det her sker igen. Nemlig ved at skabe en mediebevidsthed hos borgerne.

- Vi starter ikke hos de unge, vi starter et lidt andet sted i Viborg. Vi starter ved alle førstegangsforældre i Viborg kommune, når deres baby er 3-4 måneder. Så snakker vi med dem om, hvad det er for nogle medievaner, de ønsker at have hjemme, siger Louise Ørum Skytt.

For allerede fra starten af et barns liv, vil kommunen hjælpe forældrene med at vurdere, hvor stort et digitalt fodspor, deres barn skal vokse op med. 

Naturlig del af hverdagssnakken

Ifølge SSP-konsulenten snakker de med familierne og deres børn op igennem børnenes opvækst for at blive ved med at skabe mediebevidsthed hos familierne.

- Når børn i 3. klasse begynder at få snapchat, beder vi forældrene om lige at tage en snak om billeddeling. Hvad må man dele, og hvad må man ikke dele, siger Louise Ørum Skytt.

Dermed håber de, at de digitale medier bliver en naturlig del af dialogen og samtalen i en familie ligesom fritidslivet og mange andre ting.

Men selvom kommunen har nogle forskellige tiltag til at styrke mediebevidstheden, er det ingen garanti for, at børnene lærer alt, hvad der er at vide om de sociale medier.

- Det er et enormt komplekst område, så jeg kan godt forstå, at der er nogen børn og unge, der måske kommer i klemme i det her. Så vi bliver nødt til at blive ved med at tale om det i alle mulige sammenhænge. Især gøre forældre opmærksomme på det, så de kan tage en snak med deres børn, siger Louise Ørum Skytt.  

Sagen involverer mere end 1.000 unge mennesker på landsplan og går under navnet Umbrella.

2:11
Over 1000 unge er blevet sigtet i en stor sag om børneporno.