Stjal sokker, spegepølse og spiritus: Fik en bøde og busbillet til Litauen

Butikschefen i SuperBrugsen i Bjerringbro tog to litauiske mænd på fersk gerning, da de fyldte rygsækken med varer og forlod butikken uden at betale.

De to mænd fik en straksbøde og en busbillet hjem. (Arkivfoto) Foto: Iris / Scanpix

To litauiske mænd på 26 og 24 år var mandag på besøg i Bjerringbro. De besøgte blandt andet SuperBrugsen. Her så butikschef John Sørensen de to mænd fylde gin, whisky, spegepølse, laks og sokker i deres rygsæk. Men det var ikke varer, som de to mænd betalte for, da de forlod butikken.

Læs også Langt færre indbrud end for ti år siden - her bliver der begået flest og færrest

- Det var min kassedame, der var kvik. Hun så en af dem tage en flaske gin og gå tilbage i butikken, og det er ikke normalt. Så jeg tog en jakke på og fulgte efter dem og kunne se, at de puttede ting i tasker, fortæller John Sørensen, der er butikschef i SuperBrugsen i Bjerringbro.

Sammen med nogle medarbejdere tilbageholdte han de to mænd i butikkens vindfang.

- De satte sig imod at komme med ud bagved, så vi stod ved vindfanget, indtil politiet kom, siger John Sørensen.

Straksbøde og busbillet hjem

Da politiet kom frem til butikken, fik de to mænd en straksbøde og blev sendt med bussen tilbage til Litauen.

- De havde stjålet for 700 kroner, og bøden plejer at være det dobbelte af, hvad de har stjålet for. Bøden skal betales med det samme, da de ikke har bopæl i Danmark, siger Jesper Brøndum, der er politikommissær hos politiet i Viborg.

Ifølge butikschefen, så er det ofte kød og spiritus, som tyvene går efter, mens sokker sjældent forsvinder.

Læs også Markant færre villaindbrud i Midt- og Vestjylland i 2019