Stjålne biler for to millioner dukkede op i Viborg og København
Politiet oplyser, at de har arbejdet på højtryk for at finde frem til bilerne.
Leasingselskabet Agilease i Viborg fik ubudne gæster natten til torsdag.
Her stjal ukendte gerningsmænd fire biler til en samlet værdi af to millioner kroner.
I løbet af weekenden har politiet efterforsket sagen, og det er nu lykkedes at finde frem til alle fire biler.
Det oplyser politikommissær Peter Justesen til Viborg Stifts Folkeblad.
Bilerne blev fundet i to forskellige byer
To af de stjålne biler blev fundet i et parkeringshus i København, mens de to andre biler blev fundet på adresser tæt på Agilease i Viborg.
Politiet oplyser til Viborg Stifts Folkeblad, at man nu arbejder på at sikre eventuelle fingeraftryk og DNA-spor fra bilerne.
Det fremgår ikke, hvilken stand bilerne var i, da de blev fundet.