Sportsstjerner underviser på Hald Ege Skole

På Hald Ege Efterskole har de flere sportsstjerner, der underviser på sportslinjerne. En af dem er Ann Grete Nørgaard.

Ann Grete Nørgaard er en af de stjerneundervisere, der arbejder på Hald Ege Efterskole.
Ann Grete Nørgaard er en af de stjerneundervisere, der arbejder på Hald Ege Efterskole.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Det er ikke bare hvem som helst, der underviser elever i de forskellige sportsgrene på Hald Ege Efterskole. Der kan nemlig nævnes sportsstjernenavne som Ann Grete Nørgaard, Michael Rasmussen og den nyansatte Erik Rasmussen.

Ann Grete Nørgaard, der er professionel håndspiller i Viborg HK, har arbejdet på Hald Ege Efterskole i flere år, hvor hun blandt andet underviser på håndboldlinjen.

- Det er nogle rigtig dejlige mennesker. De er skønne at have med at gøre, siger Ann Grete Nørgaard.

På håndboldlinjen underviser Ann Grete Nørgaard sammen med Line Uno fra Viborg HK. Tidligere har der været stjerner som superligaprofiler Steffen Højer, Razak Pimpong og Jonas Kamper.

Og det havde da også betydning for valget af efterskole, da eleverne skulle vælge.

- Det kiggede man da også på, når man skulle kigge på efterskole. Så kunne man godt se, at de havde AG og Line der. Det var da ikke helt tilfældigt, siger Ida Blume Jochumsen, der går i 10. klasse på Hald Ege Efterskole.

- Betød det noget, at der var kendte navne? Ja, det gjorde det. Man kunne sige det til venner og så videre, at man skulle trænes af AG, siger Nicolai Markvard Hansen, der også går i 10. klasse på efterskolen.

Og Ann Grete Nørgaard mener da også selv, at det betyder noget, at hun er en professionel håndboldspiller.

- Så længe man er aktiv, så har man naturlig respekt hos dem, siger Ann Grete Nørgaard.

Udover at være underviser og håndboldspiller ved Viborg HK spiller Ann Grete Nørgaard også på landsholdet, hvor hun har spillet 139 landskampe.

2:34
Ann Grete Nørgaard er en af underviserne på Hald Ege Efterskole.