Spareforslag sender brystkræft-patienter fra Viborg til Aarhus

Flere tusinde undersøgelser og operationer fjernes fra Regionshospitalet Viborg med den nye spareplan i Region Midtjylland.

Flere tusinde brystkræft-patienter skal ifølge nyt spareforslag køre til Århus i stedet for hospitalet i Viborg.
Flere tusinde brystkræft-patienter skal ifølge nyt spareforslag køre til Århus i stedet for hospitalet i Viborg.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Regionshospitalet i Viborg står for en stor del af de samlede besparelser på 295 millioner kroner, som Region Midtjylland står over for.

Det vil betyde, at hospitalet vil komme til at miste omkring 150 stillinger og efterlade mange lokaler tomme.

Det vil især komme til at gå ud over brystkræft-patienter, der fremover skal til Universitetshospitalet i Århus. Og det har medarbejderne på hospitalet svært ved at se fornuften i.

Bekymring blandt personalet

- Vi er bekymrede for, hvad der skal ske fremover, siger Stina Hansen, der er sygeplejerske på brystklinikken i Regionshospitalet i Viborg.

Stina er både bekymret for patienterne, men også for hendes eget arbejde. Også oversygeplejerske Helle Skytte er bekymret for spareplanerne.

- Jeg er bekymret for, at borgerne fra den vestlige del af regionen får betydeligt længere ventetider end de har haft indtil nu, siger hun.

- Vi har rigtig svært ved at se, hvordan Århus Universitetshospital skal kunne magte det.

På brystklinikken i Viborg tager de hvert år imod flere tusinde midt og vestjyske kvinder med mistanke om brystkræft.

Afdelingen foretager hvert år omkring 8000 undersøgelser og omkring 800 operationer for brystkræft. Men ifølge spareplanen skal langt de fleste af de undersøgelser og alle operationer flyttes til Århus.

Dumt med tomme lokaler

Hospitalet i Viborg i øjeblikket i fuld gang med at udvide og indrette flere lokaler til brystkræftpatienter. Sygehuset er faktisk ved at blive udbygget for over en milliard kroner. Men disse udbygninger risikerer nu at komme til at stå tomme.

- Vi har flere klinikrum, ambulatorierum, så vi kan faktisk køre mange flere patienter ind, end det vi gør i dag, siger oversygeplejerske Helle Skytte.

Og med en større kapacitet, end hvad der bliver brugt, forstår man i Viborg ikke den spareøvelse, de står foran.

Fristen for at aflevere høringssvar til spareplanen udløber i morgen.

2:27
Spareforslag: Flere tusinde undersøgelser og operationer fjernes fra Regionshospitalet Viborg.