Søren og Michael løfter ualmindelig opgave - 11 skulpturer får nyt hjem

En samling skulpturer har fået nyt hjem i bibliotekshaven i Viborg. Skulpturer, som kommunens Park og Vej-arbejdere helst ikke flytter på igen.

Søren Andersen og Michael Fudge fra Viborg Kommunes Park & Vej løftede onsdag en lidt anderledes opgave.
Søren Andersen og Michael Fudge fra Viborg Kommunes Park & Vej løftede onsdag en lidt anderledes opgave.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

11 hjemløse granitskulpturer fik i går fast grund i Viborg.

En ualmindelig opgave som Søren Andersen og Michael Fudge fra Viborg Kommunes Park & Vej løftede.

- De er i hvert fald meget tunge. Det er nogen, jeg helst ikke vil flytte på alt for mange gange, siger specialarbejder Michael Fudge.

To af skulpturerne har befundet sig i Viborg siden 40'erne, da en lokal slagtermester var samlingspunkt for unge kunstnere.

- Han gav dem slagterpakker mod at få kunstværker til gengæld. Så han sørgede for mad, og de sørgede for kunsten, siger Bodil Johanne Monrad, kunstkonsulent i Viborg Kommune.

De øvrige ni har i mange år stået ved Energistyrelsen i København. Men da styrelsen skulle flytte, blev det Viborgs chance.

En af skulpturerne er sat på plads. Arkitekt Therese Agerkilde ser til.
En af skulpturerne er sat på plads. Arkitekt Therese Agerkilde ser til.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Folkelig kunstner

Nu står de i haven bag biblioteket i Viborg, som længe har været et forsømt område. En have, der er blevet forvandlet til en park, som sklupturerne giver identitet.

- Man kommer til at blive her lidt længere. Man kan gå på opdagelse efter skulpturerne, og man kan slappe af og se på dem, siger Therese Agerkilde, arkitekt hos Viborg Kommune.

De 11 skulpturer er lavet af Henry Heerup, som huserede i en stor del af 1900-tallet.

- Han brugte også folkemotiver som nisser og hjerter, noget som folk kunne forholde sig til. Det var ikke modernistisk kunst, men kunst som folk kunne se, hvad var, og så gjorde han det moderne ved at gøre det til helt sit eget, siger Bodil Johanne Monrad.

Så er det bare op til den enkelte, hvad man får ud af figurerne. Ikke alle falder i Vej og Park-arbejdernes smag.

- Nogle af dem er meget søde. Andre tænker man ja - det er nok, som det er, siger Michael Fudge.

Henry Heerup døde i 1993, 85 år gammel.

2:29
En samling hjemløse granitskulpturer fik i dag fast grund at stå på i Viborg. Skulpturerne er begået af den danske kunstner Henry Heerup