Små fjernvarmeværker i klemme

Senest i år 2020 skal en femtedel af danskernes energiforbrug skæres væk. Derfor skal landets fjernvarmeværker bruge 2% mindre energi hvert år fra nytår, og det har givet især mindre fjernvarmeværker her i landsdelen alvorlig hovedpine.

fjernvarme001.jpg

Fra næste år skal forbrugerne spare 2% energi, hvert eneste år frem til år 2020. Umiddelbart en god ide, men ikke hvis man spørger fjernvarmeværkerne. De skal nemlig være bussemænd, og sørge for, at forbrugerne når i mål. Huse skal isoleres bedre og gamle frysere udskiftes med energirigtige modeller. Især de små varmeværker er frustrerede. For hvis ikke besparelsen kommer i hus, vanker der bøder.

På fjernvarmeværket i Hammershøj sidder en frustreret bestyrelse lige nu og forsøger at finde en holdbar måde at tackle udfordringerne på.

- Vi er kommet i klemme i det her, fordi det er ikke en gebet, vi har forstand på, siger formand Flemming Kammersgård til TV/MIDT-VEST.

Kritik af aftalen fra de små

TV/MIDT-VEST har talt med seks små fjernvarmeværker. Alle kritiserer den nye opgave. Det er nemlig ikke nok, at forbrugerne skruer ned for varmen eller sparer på strømmen. Varmeværkerne skal kunne bevise, at de har konkrete aftaler med forbrugerne. For eksempel en plan for at sænke varmen eller et løfte om, at forbrugeren vil skifte vinduer ud. Altså en masse arbejde til værkerne, som, især de små, hverken har mandskab eller evner til:

- Vi er ikke professionelle nok til at gå ud og sige: dine vinduer siger dårlige ud, skal du ikke gøre noget ved dem, forklarer Flemming Kammersgård.

Urealistiske besparelser

Udover det store arbejde, kritiserer Flemming Kammersgård også den årlige besparelse på 2%. Den er urimelig høj, mener han:

- Vi skal spare 160 megawatt varme. Det svarer til hele forbruget i mere end 10 parcelhuse her, ud af de 360 der er. Og det tror vi ikke på ,er realistisk, og slet ikke år efter år efter år, indtil 2020, siger han.

Varmeværkerne har dog lov til at købe sig til besparelserne fra andre steder i landet, hvor der er et overskud af energibesparelse. Det bliver selvfølgelig dyrere for forbrugerne. Men det kan sagtens blive aktuelt for Fjernvarmeværket i Hammershøj:

- Jeg tror ikke, det er muligt, at opnå den kvote som vi skal spare år efter år. Så vi kan lige så godt se i øjnene, at vi skal ud at købe os til kvoter. Men så har regeringen jo ikke fået den besparelse, som man ønsker sig, mener Flemming Kammersgård.

Organisationen Dansk Fjernvarme, som har været med til at lave energiaftalen sammen med regeringen, kan godt forstå, at de små varmeværker er frustrerede, og opfordrer dem til at samarbejde med større varmeværker eller professionelle håndværkere.

Hør reporter Marlene Eyde's interview med teknisk konsulent fra Dansk Fjernvarme, Mette Hansen: