Slut med at gemme sig: 33-årig dømt for afpresning af tatovør

Nu har tre mænd fået fængselsstraffe for at afpresse ejeren af tatovørbutikker i Skive, Viborg og Hobro.

Retten i Viborg.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Siden efteråret har en 33-årig mand fra Hobro gemt sig for politiet. 

Men nu er gemmelegen slut.

Den 33-årige blev torsdag anholdt på en campingplads, og fredag blev han så fremstillet i retten i Viborg - sigtet for at afpresse ejeren af tre tatovørbutikker i Viborg, Skive og Hobro.

To andre mænd er tidligere blevet idømt halvandet år og seks måneders fængsel i sagen, og den 33-årige har længe været i politiets søgelys.

Han var også nævnt ved navn i anklageskriftet mod de to andre, og da han fredag sad foran dommeren i Viborg, erkendte han sig skyldig.

Derned kunne sagen afgøres med det samme, og den 33-årige blev idømt et års fængsel og begynder afsoningen med det samme.

Sagen stammer fra oktober sidste år. Politiet mener, at tatovøren blev udsat for systematisk afpresning, idet gerningsmændene truede med at brænde hans forretninger ned, hvis han ikke betalte 100.000 kroner. I et af tilfældene blev ejeren også udsat for fysisk vold.