Skovloven forhindrer projekter i flere kommuner

Nu lægger KL pres på for at få ændret loven, så kommunerne lettere kan få lov at bygge i skovene

2:16
I Ikast-Brande Kommune spænder skovloven ben for vindmølleprojekter
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Skandinaviens første kunstige river rafting bane ved Søndersø i Viborg skulle være åbnet i år. Men gør det ikke, for den såkaldte skovlov forhindrer det. Den ligger nemlig tæt ved 0,4 hektar skov.

I 1805 vedtog regeringen en lov, der betød,  at skov skulle beskyttes, og samtidig begyndte staten at plante nye skove. Derfor er knap 15 procent af Danmarks areal i dag skov. Langt størstedelen er fredet.

- For os, der er med i projektet, for os der har brugt rigtig mange år på at udvikle det, så føles det lidt mærkeligt at 0,4 hektar, et stykke græs og et par træer, kan gøre, at vi ikke kan komme i gang med så stort et projekt, siger Claus Bo Andreasen, bestyrelsesmedlem i White Water Viborg.

Vindmøller venter stadig

I Ikast Brande Kommune har skovloven i halvandet år forhindret kommunen i at realisere drømmen om at flytte vindmøller ud i et plantageområde.

-  Jeg synes bestemt, at der godt kunne laves plads til vindmøllerne i plantageområderne. Vi har masser af det, siger Henrik Engedahl (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune.

Ændringer i skovloven blev udskudt

I december 2016 lagde Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, ellers op til en radikal ændring af skovloven. Men intern uenighed i regeringen fik tre måneder senere ministeren til at udskyde planerne.

Nu presser Kommunernes Landsforening på for at få ændret loven, så kommunerne lettere kan få lov at bygge i skovene.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Esben Lunde Larsen. Det er derfor stadig uvist, om der kommer en lempelse af skovloven og ikke mindst hvornår.