Skoleleder slår alarm: Alt for mange falder igennem i folkeskolen

Forstander på skole for unge med særlige behov siger, at folkeskolen slet ikke kan rumme alle elever.

Poul Erik Clausen er forstander på Havredal Praktiske Uddannelser.
Poul Erik Clausen er forstander på Havredal Praktiske Uddannelser.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Der er alt for mange elever, der bliver tabt på gulvet i folkeskolen. 

Opråbet kommer fra forstander Poul Erik Clausen på Havredal Praktiske Uddannelser ved Frederiks - en skole for unge med særlige behov.

Forstanderen oplever, at behovet for steder som Havredal er vokset de seneste år, og den udvikling finder han bekymrende.

- Det ordinære uddannelsessystem sorterer flere fra i dag end for bare fem-seks år siden, og det er rigtig ærgerligt, siger han.

Poul Erik Clausen understreger, at han som udgangspunkt godt kan lide tanken om inklusion i folkeskolen - altså ambitionen om at børn med særlige behov skal deltage i den almindelige undervisning. Men han mener, at det alt for ofte slår fejl, så børnene ikke får den rette hjælp og bliver overladt til sig selv.

Presset af dårlig økonomi

Konsekvensen er, at børnene sætter sig på bagerste række og lever sig ind i en drømmeverden eller "trækker gardinet ned.".

- Jeg hører ofte fra de her elever, at det er det, man bruger tiden på i folkeskolen, siger han.

Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, siger til TV MIDTVEST, at han til en vis grad kan genkende det billede, som forstanderen på Havredal tegner.

Han mener, at folkeskolen er presset af en dårlig økonomi og peger også på behovet for, at lærere og pædagoger bliver bedre uddannede til at håndtere udfordringerne med inklusion. 

Hjortdal efterlyser også mere frihed til at tilrettelægge undervisningen efter elevernes behov, så der bliver taget bedre hensyn til børn med særlige behov.

- I stedet for at de skal have alle timer i alle fag, skal vi have lov til i højere grad at centrere nogle få fag, så vi kan garantere, at de får nogle succeser, siger han.

4:46
Se indslag om forstanderens kritik her. 
9:46
TV MIDTVEST sendte mandag aften et længere indslag om Havredal Praktiske Uddannelser.