Skød og dræbte jagtkammerat: Her er dommen

En 66-årig jæger, der skød og dræbte en jagtkammerat, fik torsdag eftermiddag 30 dages betinget fængsel ved retten i Viborg.

jagtulykke
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En 66-årig jæger fra Kjellerup undgår fængselstraf i sag, hvor den 66-årige ramte og dræbte sin jagt-kammerart med et vådeskud i januar måned. 

Byretten i Viborg har torsdag eftermiddag fundet den 66-årige skyldig i uagtsomt manddrab, men fandt ikke, at der var grundlag for at dømme efter særligt skærpende omstændigheder. 

Retten udmålte 30 dages betinget fængsel til jægeren, der var tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. 

Ulykken skete om morgenen i et skovområde ved Sangildvej mellem Karup og Thorning, hvor de to var på jagt sammen. Klokken 08:11 affyrede den 66-årige et skud, som ramte den 57-årige fra Viborg-området i benet, og under en time senere blev han erklæret død af en ambulancelæge.

Udover de 30 dages betinget fængsel skal den 66-årige jæger betale 1.786.000 i erstatning. 

I retten læste dommeren op fra dommen og sagde blandt andet;

- Det er vores opfattelse, at du har overtrådt jagt- og straffeloven men ikke under særdeles skærpende omstændigheder.

- Der er noget af det, som KK (den dræbte) har gjort, som der gør, at det er endt, som det er gjort. Du har ikke udvist tilstrækkelig opmærksomhed.

Dommeren afsluttede sin oplæsning med ordene:

- Det var så afslutningen på en ulykkelig sag. 

Under retssagen har den 66-årige forklaret, at hans 57-årige var kravlet ned fra sit jagttårn stik imod den forudgående aftale. Derfor vidste den 66-årige ikke, at kammerarten knælede ved et stykke vildt, han lige havde skud. 

Den 66-årige mente at kunne se fra sit skydetårn, at dyret bevægede sig og skød derfor mod dyret for at sætte et dræbende skud ind på det. Men i stedet ramte han sin 57-årige ven, der forblødte i de følgende minutter. 

Den betingede dom går imod anklagerens krav om fængselsstraf. 

Anklager gik efter fængsel

Specialanklager Ulrik Panduro fra Anklagemyndigheden ville under sagens procedure have den 66-årige idømt ikke under 60 dages fængsel. 

Under sin procedure argumenterede specialanklageren for, at der er tale om særligt skærpende omstændigheder. 

- Der er handlet uagtsomt, lyder det fra specialanklageren. 

- Riffeljagt er en særlig farlig form for jagt. Man skal være særlig agtpågivende. Tiltalte har ikke sikret, at der ikke var en person i skudretningen, da han afgav skud. 

- Han skal være 100 procent sikker på, hvad han skyder på. Han har skudt mod en bevægelse. Han har ikke vidst, hvad han skød mod. Det må være særligt skærpende, sagde Ulrik Panduro blandt andet i retten torsdag formiddag. 

I retten sad også en gruppe af personer fra den dræbtes familie og overværede retssagen.

Forsvarer ville have bødestraf

Under forsvarets opsummerende procedure, mente den 66-åriges forsvarer, Jan Mortensen, at der maksimalt kunne idømmes en bødestraf. 

- Modsat mange andre sager, så er der her stor enighed om, hvad der faktisk er sket, sagde advokaten i retten. 

- Min klient gør, hvad man skal gøre, når man ser en anskudt dyr. Han er en erfaren jæger og har ikke optrådt skødesløst. 

- Man kan ikke bebrejde min klient, at han afgiver et skud. I hans hoved skød tiltalte jo bare efter et dyr. Der skulle ikke have siddet en person ved siden af. KK (den dræbte red.) har udvist betydelig egen skyld, da han har brudt en aftale om ikke at forlade sit tårn. Derfor skal der ske frifindelse, sagde forsvareren blandt andet i retten. 

TVMIDTVEST har inden dagens retsmøde været i kontakt med den 66-årige jæger. Han ønsker ikke at lade sig interviewe, men han sagde torsdag inden sagen begyndte i retten;

- Jeg har ikke lyst til at udtale mig, for jeg har haft og har det ad helvede til. Det, der skete, var mit livs værste mareridt, og det har været en frygtelig sommer.

- Jeg tænker også meget på de efterladte. Det er klart, når vi har kendt hinanden i så mange år og også er kommet sammen privat.