Skænderi førte til alvorligt knivstikkeri i Viborg
En 55-årig mand endte på operationsbordet efter et voldsomt knivstikkeri på Byens Spillehal i Viborg. Gerningsmanden er sigtet forsøg på manddrab.
En 55-årig mand er her til aften blevet stukket ned i Byens Spillehal i Viborg. Den 47-årige gerningsmand blev anholdt på stedet.
- De to mænd kom op at skændes, og den 47-årige trak så pludselig en brødkniv og stak den 55-årige flere gange, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 17.48. Umiddelbart efter kunne de anholde den 47-årige gerningsmand, der stadigvæk var på gerningsstedet, da politiet ankom.
Offer på operationsbordet
Det gik voldsomt for sig, da de to mænd kom op at skændes.
- Offeret blev ramt flere gange både på kroppen og i hovedet, og han ligger på operationsbordet på Viborg Sygehus netop nu. Så det er helt sikkert et alvorligt overfald, fortæller vagtchefen.
Politiet skal nu i gang med at afhøre begge parter i sagen, ligesom der også var flere vidner til stede i spillehallen, som politiet også skal have talt med.
- Vi kender endnu ikke baggrunden for deres skænderi eller hvorfor, det udviklede sig så voldsomt, så det skal vi først nu til at finde ud af.
OPDATERET: Offeret meldes her til aften uden for livsfare. Alligevel vælger politiet at sigte den 47-årige for manddrab.
- Jeg kan ikke komme nærmere ind på omstændighederne ved knivstikkeriet, men omstændighederne gør, at vi vurderer, at han skal sigtes for forsøg på manddrab, siger Anders Olesen.
Den 47-årige gerningsmand bliver netop nu undersøgt af retsmedicinere. Onsdag bliver fremstillet i grundslovsforhør.