Sjældent havesyn i Skals: 100 år gammel rhododendron i fuld flor

Mette Thorsager Svendsen har arvet en cirka 100 år gammel rhododendron i sin have - og det er usædvanligt herhjemme, mener ekspert.

Det er lige nu, man kan få sig et kig på den flotte blomstrende kæmpe.
Det er lige nu, man kan få sig et kig på den flotte blomstrende kæmpe.
Foto: Privatfoto

Mette Thorsagers rhododendron, der lige nu står i fuld flor, er blevet lidt af en turistattraktion omkring Låstrup ved Skals. 

- Vi oplever utallige episoder med folk, der lægger mærke til den. Vi oplever tit, at biler stopper op, fordi der skal tages billeder, siger hun.

Og den gør da også væsen af sig, for den dækker et areal på omkring 200 kvadratmeter.

Buskens fylde er ikke bare kommet over natten, for ejeren, Mette Thorsager Svendsen, tør godt slå fast, at busken er omkring 100 år gammel.

Den store rhododendron er et arvestykke fra bedsteforældrene, der boede på gården før Mette Thorsager Svendsen og hendes mand. Bedsteforældrene flyttede til gården i 1929, og busken stod også i haven, da de flyttede ind dengang.

Ejeren af den megastore rhodendendron har endda været i kontakt med efterkommerne af dem, der boede på gården før hendes bedsteforældre. De bekræfter, at buskens levetid stækker sig tilbage til før bedsteforældrenes tid på gården.

Rhododendron
Foto: Privatfoto

Usædvanligt gammel

Men er det specielt, at en rhododendron bliver 100 år?

Ikke nødvendigvis, fortæller Claus E. Jørgensen, der er indehaver af Rhododendron-Haven i Tørring og lidt af en ekspert. Men det er det så alligevel for haveejere i Danmark, siger han. 

Rhododendron kan blive gamle og det er i sig selv ikke så usædvanligt, men det var de færreste, der havde mulighed for at plante rhododendron i haven herhjemme for 100 år siden, forklarer han.

Før i tiden var det kun herregårde og den overklassen, der havde kontakterne til at få plantesorten importeret til Danmark. Og det var først tilbage i 70’erne, at synet af rhododendron begyndte at sprede sig rundt i ”almindelige” menneskers haver. 

- Dengang var der lidt prestige i at få sorten til at gro, siger Claus E. Jørgensen.

Noget tyder i hvert fald på, at det ikke vrimler med rhododendron i den størrelsesorden i og omkring Skals. For Mette Thorsager Svendsen oplever, at folk i nærområdet holder øje med busken med stor interesse. 

Den store rhododendron er tilmed blevet et pejlemærke, når folk skal finde vej i området.

Hvordan de tidligere grundejere har passet og plejet rhododendronen er uvist, men Mette Thorsager Svendsens fremgangsmåde er ikke så kompliceret endda.

- Den er der bare, så tillader vi os at klippe lidt i den, når den fylder for meget – ellers så får den bare lov at være og passe sig selv, siger hun.