Silkeborg vil sænke vandstanden i Tange sø for at undgå oversvømmelser

Silkeborg Kommune mener, at man kan undgå de værste oversvømmelser ved Gudenåen ved i kortere perioder at sænke vandstanden med en meter.

Tange Sø kan være nøgle til at undgå oversvømmelser langs Gudenåen, mener politikerne i Silkeborg Kommune.
Tange Sø kan være nøgle til at undgå oversvømmelser langs Gudenåen, mener politikerne i Silkeborg Kommune.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Kan man løse nogle af de massive problemer med oversvømmelser langs Gudenåen ved i kortere perioder at sænke vandstanden i Tange Sø?

Det vil politikerne i Silkeborg Kommune nu have undersøgt. 

- Der skal drastiske løsninger til at håndtere de drastiske situationer, vi har med vejret, siger formanden for kommunens klima- og miljøudvalg, Claus Løwe Klostergård (Alternativet).

Ideen går ud på at sænke vandstanden i den opstemmede sø med op til en meter. Det skal ske med at åbne ekstra for turbinerne ved Tangeværket.

Politikerne lægger ikke op til en permament løsning, men hvis man ved, at der er udsigt til megen regn, kan man i god tid sænke vandstanden og dermed bruge søen til at holde mere vand tilbage.

En anden fordel ved den lavere vandstand skulle være, at vandet lettere kan strømme fra åen ud i Tange Sø. Det skulle også kunne fjerne de sandbanker, der ligger som en prop ved åens udmunding i søen.

- Det er en teoretisk ting, som vi har en stor forhåbning om vil virke. Og derfor vil vi prøve det her af, siger Claus Løwe Klostergård.

Frygt for jordskred

I første omgang vil kommunen bruge 140.000 kroner på at undersøge mulighederne for og konsekvenserne af at sænke vandstanden, men planen bliver allerede på forhånd mødt med skepsis. Kritikerne er blandt andet nervøse for, om et lavere vandtryk i søen kan skabe jordskred og revner på huse og veje omkring søen. 

- Vandpresset holder meget af vejene, togbanen og mange af husene på plads. Og hvis man fjerner vandpresset, er der en risiko for sætningsskader. Den risiko synes jeg ikke, at man løbe, siger Jarl Gorridsen, der er formand for Foreningen til Bevarelse af Tange Sø.

Claus Løwe Klostergård understreger dog, at det netop er sådanne forhold, som en forundersøgelse skal være med til at belyse.

- Hvis der er indikationer om, at der kan ske noget, må vi tage højde for det - inden vi går ud og gør noget, siger han.

Borgmestrene i kommunerne langs Gudenåen mødes for at drøfte forslaget den 5. februar.

1:50