Sigurd Barret fortæller ’unik historie’ – fredag lærte gymnasieelever i Viborg om det

Sigurd Barrett spillede i dag en hovedrolle, da elever fra gymnasier og HF i Viborg lærte om genforeningen.

Sigurd Barrett sang og fortalte i dag i Viborg om genforeningen.
Sigurd Barrett sang og fortalte i dag i Viborg om genforeningen.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

For mange gymnasieelever er en historietime muligvis forbundet med noget kedeligt om noget, der skete for mange år siden. Men de fordomme blev i dag gjort til skamme på Viborg Gymnasium.

Her var gymnasiets og HF-uddannelsens elever publikummer for det show, som Grænseforeningen laver rundt omkring i landet med Sigurd Barrett i spidsen for at markere 100-året for genforeningen i 1920.

Sigurd Barrett har sagt ja til at lave Danmarksturnéen, fordi han mener, at historien om genforeningen er vigtig.

- Den her historie er helt unik, alene fordi den her grænse mellem Danmark og Tyskland er en af de eneste grænser i verden, der er trukket på demokratisk vis. Folk kommer rejsende fra hele verden for at studere, hvordan kan noget, der før var blodigt fjendskab, være blevet til gensidig rummelig. Det er en fantastisk historie at fortælle til børn og unge, fortæller han.

Den passion kunne gymnasie- og HF-eleverne i dag mærke.

Fedt og lærerigt

De elever, som TV MIDTVEST snakkede med, kendte i grove træk til historiens gang.

Men efter showet, hvor Sigurd Barret med musik, sang og fortællinger lærte fra sig, var der flere, der vidste endnu mere.

- Jeg synes, at det var fedt og lærerigt. Jeg lærte en masse om de forskellige krige, der har været, og om, hvad genforeningen handler om, siger Ellen Lund fra 2. g.

Det er ikke kun dagens elever, der får showet fremvist.

I løbet af 2020, som altså markerer 100-året for genforeningen, opføres Grænseforeningens shows hele 112 gange.

Stoffet er spændende

Når Sigurd Barrett optræder, sker det ofte for det lidt yngre publikum eller for bedsteforældre, der har taget børnebørnene med.

At dagens optræden var til de unge voksne, var derfor en anderledes oplevelse. Men når man mener, at budskabet er vigtigt, gør det ingen forskel, om man formidler til unge eller ældre.

- Det er klart, at man altid går ind til ethvert publikum med en ærefrygt og tænker: ”Hvad skal der til for at nå lige præcis de her modtagere?” Vi har spillet den her forestilling for små børn, for store børn, for pensionister og børnefamilier – og altså nu også gymnasieelever. Det viser sig, at stoffet er så spændende, at når det bliver formidlet rigtigt, er det en historie, der kan fortælles til alle – uanset alder, siger Sigurd Barrett.

Struer og Lemvig har allerede haft fornøjelsen af genforenings-showet. Der er flere af de midt- og vestjyske byer, der kan se frem til forestillingen.

Det drejer sig om Viborg den 23. januar, Nykøbing den 24. januar og Videbæk 7. juni.

1:59
Gymnasieelever i Viborg fik en ikke helt almindelig historietime om Genforeningen.