SF melder sig i koret: De døde mink skal fjernes

Kommunalpolitikere i Viborg og Holstebro har allerede krævet de nedgravede mink i minkgravene ved Holstebro og Karup skal graves op. Nu melder et af støttepartierne sig i koret.

Regeringens støtteparti SF er ligesom et samlet byråd i Holstebro og Viborg ikke venligt stemte overfor regeringens beslutning om at grave tusindvis af døde mink ned i massegrave i Nr. Felding ved Holstebro og Kølvrå ved Karup.

Støttepartiet melder sig nu i koret over politikere, der kræver at de døde mink graves op igen og fjernes. 

- De mink skal ikke blive liggende som tikkende miljøbomber i jorden. Hverken i Holstebro eller Viborg. De skal fjernes, og det haster, siger Signe Munk, der er sit partis klimaordfører og valgt i Vestjyllands Storkreds

Ifølge Signe Munk, gjorde SF allerede under lovbehandlingen klart, at nedgravningen af mink kun måtte være en midlertidig løsning, og SF fremførte derfor også et krav om, at minkene ikke måtte blive liggende i gravene, men at de skulle destrueres i takt med, at der blev kapacitet til det på forbrændingsanlæggene.

- Det er helt uacceptabelt, at delvist opløste minklig nu begynder at sive til vandmiljøet, eller presser sig op af jorden, hvor ådselædere kan få fat i dem, mens stanken af forrådnelse bredder sig. Det må miljøministeren simpelthen finde en hurtig løsning på, siger Signe Munk.

Mink er begravet for tæt på Boutrup Sø ved Nørre Felding. Nu skal problemet løses, siger Fødevareministeren.

Tirsdag erkendte den nytiltrådte fødevareminister, Rasmus Prehn, i et interview med TV MIDTVEST, at der ved minkgraven i Nr. Felding uden for Holstebro var begået en alvorlig fejl, fordi minkgraven er blevet gravet for tæt på den nærliggende Boutrup Sø. 

Men fejlen drejer sig alene om minkgraven ved Holstebro, og ministeren ville ikke garantere, at løsningen på problemet bliver, at minkene graves op. 

SF  vil nu "presse på" for at miljøministeren hurtigst muligt finder en løsning på, hvordan minkene kan blive destrueret.

- Minkene er jo allerede i forrådnelse, så selvfølgelig bliver det en udfordring af få dem op af gravene og kørt til destruktion for vi vil ikke have en ny sag med minklig på vejene – og slet ikke nu hvor de er i opløsning. Men det må miljøministeren finde en løsning på, siger Signe Munk.

Borgmester Ulrik Wilbek er heller ikke tryg ved situationen. Han skriver i et facebook-opslag at kommunen ikke på nogen måde har været inddraget i regeringens og myndighedernes arbejde med at placere minkgravene. 

- Repræsentanter for det lokale vandværk er i hvert fald urolige, og når jeg nu hører, at der i Holstebro er skudt mink op gennem jordlaget, fordi minkene pga. afgasning har udvidet sig, og det samtidig viser sig, at placeringen af gravene i Holstebro måske skal ændres, ja så er det vel kun rimeligt med en garanti fra miljøministeriet for, at borgerne i Karup/Kølvrå kan føle sig trygge trods alt, skriver Wilbek. 


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Miljø.