Selvmordstruet blev efterladt alene – ringede til sin mor for at sige farvel

​En 21-årig kvinde var blevet tvangsindlagt, men en papirfejl gjorde, at hun blev efterladt ude foran det psykiatriske hospital.

2:39
En fejl var skyld i, at en 21-årig kvinde fra Viborg i sidste uge ikke kunne blive indlagt på det psykiatriske hospital i Viborg.

Sidste onsdag ringede 21-årige Lisette Aas Sloth til sin mor. Stemmerne i hovedet var ikke til at holde ud, og hun ville tage sit eget liv. Hun stod ved Søndersø i Viborg.

Hendes mor Anni Aas Sloth beskriver det som sit værste mareridt.

- Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg foretog mig. Det var bare at holde hende i telefonen så længe som muligt og få startet bilen, så jeg kunne finde hende. Og det lykkedes, fortæller hun.

Lisette Aas Sloth var blevet udsat for en fejl, der nær kostede hende livet. En time forinden var et forsøg på en tvangsindlæggelse gået helt galt.

Politiet kunne ikke få lov til at aflevere hende på Regionpsykiatrien Midt i Viborg, selvom hendes læge sendt hende afsted. Der var en fejl i papirerne, og derfor nægtede hospitalet at tage imod hende.

Efter en time efterlod politiet Lisette Aars Sloth ude foran hospitalet. Om hvordan det kunne ske, at den unge selvmordstruede kvinde blev efterladt alene forklarer politiet således:

- Når vi taler om tvang, så arbejder vi med lovbekendtgørelserne om tvang i psykiatrien. Og det er den, der giver os ret til at tvinge en person til at være på stedet. Når der er en overlæge, der siger, at kriterierne ikke er opfyldt, så hopper man ud af den lov, forklarer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even.

Lå foran en elevator

Lisette Aars Sloth fik diagnosen paranoid skizofreni for fire år siden. Men inden cirka 50 tvangsindlæggelser og selvskadende adfærd, levede hun en helt normal tilværelse, hvor hun blandt andet var helt vild med fodbold.

Lisette Aars Sloth fik diagnosen paranoid skizofreni for fire år siden.
Lisette Aars Sloth fik diagnosen paranoid skizofreni for fire år siden.

I dag hører hun stemmer, og når de tager over, så begynder hun at skade sig selv. Hun kan finde på at slå hovedet ind i en væg og skære sig selv i armene.

Derfor var hun også i håndjern, da politiet bragte hende til hospitalet for at blive tvangsindlagt. Da hospitalet ikke ville lukke hende ind, måtte hun vente ude foran hospitalet, mens der blev ledt efter en løsning.

- Der ligger hun ude foran en elevator med håndjern på ryggen, og politiet skubber hende ned, hver gang hun forsøger at rejse sig op. Det er ikke værdigt for en psykisk syg, fortæller Lisettes far, Per Sloth.

Hospitalet: Vi skal hjælpe betjentene

På Hospitalet henholder man sig til at den praktiserende læge ikke havde udfyldt papirerne korrekt, og derfor var der ikke grundlag til at starte en tvangsbehandling. Den ledende overlæge for Regionspsykiatrien Midt, Kirsten Götze Larsen, mener ikke at man principielt har gjort noget galt, men hun erkender overfor TV MIDTVEST, at man kunne have ageret anderledes.

- Jeg har allerede haft kontakt til afdelingssygeplejersken og tydeliggjort, at vi skal hjælpe betjentene i sådan en situation med at forstå, hvilke andre muligheder der så er, siger hun.

Hun henviser til, at betjentene faktisk har mulighed for at gå med ind på hospitalet med patienten, indtil man får styr på papirerne.

2:39