Tiltalt for at smugle næsten 100 kilo kokain: Anklageren går efter at sprænge strafferammen

Retten i Viborg tager mandag hul på kæmpe sag om narkosmugling fra Holland. Anklager går efter udvisninger.

Der forventes at falde dom i sagen den 23. marts 2020.
Der forventes at falde dom i sagen den 23. marts 2020.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Én hollænder, to syrere og tre ukrainere.

Seks mænd med rødder vidt forskellige steder i verden sidder mandag alle på anklagebænken ved Retten i Viborg tiltalt for at have haft forskellige roller i en omfattende narkosag.

To af mændene har ifølge anklageskriftet været dem, der trak i trådene for at få i alt 93 kilo kokain transporteret fra Holland ind i Danmark.

De er tiltalt for at have planlagt og foranlediget indsmuglingen af den store mængde narko.

To er tiltalt for at have indsmuglet henholdsvis 41 og 52 kilo kokain.

De sidste to mænd er tiltalt for medvirken til indkøb og håndtering af henholdsvis 16,5 og 22,97 kilo kokain.

Formodede hovedmænd

Sagen mod de seks mænd bliver indledt mandag, og der er afsat i alt 20 dage til at kaste lys over omstændighederne.

De formodede hovedmænd i smuglernetværk er tiltalt for at have været aktive fra 24. oktober 2017 til 17. juni 2018.

Politiet har da også efterforsket sagen længe.

Den 11. december 2018 gennemførte Midt- og Vestjyllands Politi en omfattende politiaktion, som bredte sig over flere af landets politikredse.

Her blev nogle af de tiltalte anholdt og efterfølgende fængslet.

Således blev en hollandsk mand og en syrisk mand varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør dagen efter politiaktionen. De var begge bosat i Silkeborg.

Den anden syriske mand i sagskomplekset havde også adresse i Silkeborg.

Alle seks nægter sig skyldige

De øvrige tiltalte er tre mænd fra Ukraine. En af ukrainerne blev anholdt et halvt år før politiaktionen og fængslet for indsmugling af kokain.

Senere blev de to øvrige ukrainere varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede ved et grundlovsforhør.

Der blev i den forbindelse udstedt en europæisk arrestordre på dem, de blev senere anholdt i Polen og udleveret til Midt- og Vestjyllands Politi.

Det skete i april, hvor de også blev varetægtsfængslet.

Alle seks tiltalte har nægtet sig skyldige.

Sagens anklager går efter at få udvist samtlige seks mænd af Danmark. De skal ligeledes have indrejseforbud for bestandigt, hvis retten vælger at følge anklagemyndighedens påstand i anklageskriftet.

Dommen ventes 23. marts 2020.

3:24
Tre mænd fra Silkeborg er tiltalt for i samarbejde med tre udlændinge at smugle 93 kilo kokain ind i Danmark. Politiet mener, narkoen er blevet kørt herop i personbil fra Holland - og at en organiseret udenlandsk gruppe har stået bag.