Se musikvideoen: Gymnasielærere laver underholdning til afgangselever

Lærerne på Viborg Gymnasium og HF kan ikke bare undervise - de kan også underholde. Det beviser de i en musikvideo lavet til afgangseleverne.

En af de happenings lærerne lavede til ære for musikvideoen. Foto: Screendump fra lærernes musikvideo

Efter to-tre års slid på skolebænken er sidste skoledag for gymnasie- og HF-elever en helt særlig milepæl.

I år har månederne op til dagen dog været helt anderledes for alle landets elever, og det var både ærgerligt og synd for eleverne, syntes Morten Bak Hansen, der er musik- og mediefagslærer på Viborg Gymnasium og HF.

Derfor tog han teten, da lærerne begyndte at lufte tanken om, at de skulle lave en sang samt musikvideo til ære for eleverne. 

- Der er to spor i det. Internt fik vi lysten til det, og vi trængte til at gøre noget efter at have været lukket inde derhjemme i lang tid.

- Og det andet spor er, at de her studenter får en anden tid i år, end studentertiden ellers traditionelt er. Deres eksamanier og festivitas er noget andet. Så de trængte til lidt ekstra omsorg en og en ekstra gave fra os lærere, forklarer Morten Bak Hansen.

Lærerne har alle sammen været forbi musiklæreren én ad gangen for at synge nummeret. Foto: Screendump

Godt modtaget

Og da tanken først var sået hos lærerne, var der ikke langt til handling. De seneste tre uger har de derfor, anført af musiklæreren, brygget på både sang og video. 

Indholdet er inspireret af den seneste tid, hvor elever og lærere har måtte være sammen hver for sig, og videoen er fyldt med kreative indslag fra lærerne.

Sidste skoledag blev resultatet vist for eleverne, og det var vakte stor begejstring, fortæller Morten Bak Hansen.

- Jeg er fuldstændig blæst bagover af det. Og det er dejligt. Jeg havde jo gjort det store stykke arbejde alligevel, men det er dejligt at blive bekræftet i, at andre kan se værdien i det. Eleverne hujede og klappede, når deres lærere kom op, og da ledelsen kom på, fortæller musiklæreren, der anslår, at han har lagt omkring 50 timers arbejde i sangen og videoen.

Efterfølgende blev videoen lagt op på skolens side på Facebook, og herunder kan du se og høre, hvad der er kommet ud af lærernes anstrengelser.