Røveri mod OK-tank i Viborg her til aften: Truede med bank

Fik udleveret tre kartoner cigaretter og truede kvindelig ekspedient med bank, da hun løb efter ham.

politi.jpg

"Du skal ikke løbe efter mig. Ellers får du bank!" Sådan var ordlyden fra en mand, der tirsdag aften begik røveri mod OK-tanken på Koldingvej i Viborg.

Manden kom ind på tanken ved 18.55-tiden og bad om tre kartoner cigaretter. Gule Kings samt korte og lange røde Prince. Da han havde fået dem løb manden ud af forretningen i nordlig retning, uden at betale. Men den 18-årige kvindelige ekspedient løb efter ham og med truslen om bank ændrede tyveriet sig til et røveri.

- Manden har meget iøjnefaldende tøj på, så der må være nogen, der har en ide om, hvem han kan være, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Peak Performance hue med orange bogstaver

Manden beskrives som 30-40 år, 170-180 centimeter høj, hvid og almindeligt bygget. Han har lidt skægstubbe.

Han var iført en grå/grøn Peak Performance hue. Bogstaverne er skrevet med store orange bogstaver. Han havde mørkeblå bukser på og en mørkeblå arbejdsjakke med trekantede reflekser på ærmerne. Indenunder havde han en hvid trøje.

Med sig havde han en taske, der minder om en computertaske.

Politiet har sikret sig overvågningsbilleder fra espisoden.