Røveri med kniv og pistol i SuperBrugsen i Karup

To maskerede røvere truede sig til kontanter og cigaretter med kniv og pistol i SuperBrugsen i Karup. Politiet efterlyser vidner.

Politi
Foto: Scanpix / Ida Marie Odgaard

Klokken 19.11 røvede to yngre mænd sig til et ukendt pengebeløb og cigaretter i SuperBrugsen på Bredgade i Karup. 

- Der kommer to personer ind og truer sig til penge og cigaretter, hvorefter de løber afsted med udbyttet i en pose fra Rema 1000, siger Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den ene røver beskrives som en dansk mand på mellem 20 og 25 år. Han er spinkel af bygning og omkring 185 cm. Han var iført en sort Peak Performance-jakke med hætte og havde lyse bukser på. 

Den anden røver beskrives også som en dansk mand. Han er dog lidt yngre - formentlig mellem 17-19 år. Han er almindelig af bygning, 170 cm høj og havde sort hår. Også han havde en mørk Peak Performance-jakke med hætte og lyse bukser på. 

Begge mænd var maskerede og snakkede jysk. 

Politiet mangler spor

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer vidner til at kontakte dem, hvis man oplever noget mistænkeligt.

- Det undrer os, at man ikke har hørt knallerter eller biler. Så det kan i teorien være, at de er forsvundet til fods. Om det er lokale folk, der bare kan løbe væk, eller om de har haft et køretøj til at stå længere væk, undersøger vi stadig, siger Carsten Henriksen. 

Da røveriet fandt sted, var der kunder i butikken, men det gik ifølge vagtchefen stærkt.

- Ingen har lidt fysisk overlast, men kasseekspedienten var selvfølgelig rystet, siger han. 

Hvis man oplever mistænkelig adfærd opfordrer vagtchefen til, at man kontakter politiet.

- Hvis man pludselig bliver tilbudt nogle cigaretter, eller hvis nogen pludselig er kommet til penge eller bare har en lidt anderledes adfærd, så skal folk kontakte os, siger Carsten Henriksen.

Midt- og Vestjyllands Politi kan som altid kontaktes på telefon 114.