Rohde møder kritik fra valgkreds

På et Europaudvalgsmøde i Nordjylland mandag aften, blev EU-parlamentsmedlem Jens Rohde mødt med kritik fra sin Europaudvalgsformand. Hun mener, at han bruger for meget tid på at skyde på partitoppen.

Jens-Rohde.jpg

Venstres Europaudvalg i Region Nordjylland havde mandag aften indkaldt til ordinært europaudvalgsmøde med flere ting på dagsordenen. Et af punkterne kom til at handle om Jens Rohde og hans seneste udmeldinger om partiets linje på flygtningeområdet.

Mødet blev holdt for lukkede døre, og derfor vil formand Birgitte Josefsen ikke referere, hvad der blev sagt på mødet. Hun vil dog godt fortælle, hvad hun selv sagde til Jens Rohde.

- På mødet i går sagde jeg, at jeg har fået mange henvendelser og opringninger der går på, at Jens Rohde burde bruge flere kræfter på sit arbejde i EU end på at skælde ud på partitoppen herhjemme. Det er også min holdning, og det har Jens Rohde fået at vide, siger Birgitte Josefsen, der er formand for Venstres europaudvalg i Region Nordjylland.

Rohde: Ikke alle er enige

Kritikken kommer blandt andet på baggrund af et indslag i TV MIDTVEST, hvor Jens Rohde erklærede sig uenig i sit eget partis linje på flygtningeområdet. Her sagde han blandt andet:

- Det er et nødråb, fordi det går for langt. Alt for langt ud i retning mod Dansk Folkeparti.

Samtidig har Jens Rohde lavet flere opdateringer på Facebook, hvor han blandt andet stiller spørgsmålstegn ved udtalelser fra Udlændinge-, integrations- og boligminister, Inger Støjberg.

- På mødet i går gav jeg mit oplæg på, hvordan verden ser ud. Og det er ikke alle der er enige i det, men sådan er det jo. Jeg er politiker, og det er min opgave at anvise politiske løsninger på de udfordringer vi står i, siger Jens Rohde.

Jens Rohde er opstillet til Europaparlamentet i Nordjylland.