Retssag startede i dag: Vold, tvang, urin og død rotte

Retssagen mod de fire drenge, som er tiltalt for at have mishandlet en 16-årig kammerat i timevis ved Knudby, begyndte tirsdag.

Det var her på bostedet "Aktiv Weekend", de fem drenge var anbragt, da overfaldet skete i januar.
Det var her på bostedet "Aktiv Weekend", de fem drenge var anbragt, da overfaldet skete i januar.
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

30. januar blev en grum oplevelse for en 16-årig dreng fra bostedet Aktiv Weekend, i Knudby ved Viborg.

I timevis blev han sparket og slået på, af nogle af sine kammerater, som også boede på bostedet. Han blev også tisset på og tvunget til at bide i en død rotte.  

Ikke enige om, hvad der var sket

Tirsdag begyndte så retssagen mod fire danske drenge i alderen 15-17 år, som er tiltalt for mishandlingen, for vidnetrusler og ulovlig tvang. De fire blev afhørt af anklager Søren Klovborg fra Midt- og Vestjyllands Politi, og de var ikke helt enige om, hvad der skete, den nat i laden. Flere gange ændrede de forklaring i forhold til, hvad de havde sagt i grundlovsforhøret.

Den 16-årige dreng, mishandlingen var gået ud over, skulle i dag også afgive forklaring. Ifølge ham var han blevet inviteret hen i en lagerbygning for at drikke alkohol sammen med de andre, som allerede var fulde, da han kom. Og her startede volden. Angiveligt fordi den 16-årige, ifølge nogle af de tiltalte, skulle have stjålet tøj og ting fra de andre.

Kvælertag og slået med jernrør.

Han fortalte også, at han var blevet tvunget til at stikke hånden ned i sin jakke, som der var blevet sat ild til. Der var blevet taget kvælertag på ham og at han var blevet slået måske 50 gange, blandt andet med et jernrør. På et tidspunkt var han blevet beordret hen på en madras, hvor der var blevet tisset på ham. Og til sidst var han blevet tvunget til at bide i en død rotte.

Efterfølgende var den 16-årige blevet indlagt på sygehuset, og han havde gået med krykker i cirka en måned efter overfaldet.

Nægtede sig skyldig

To af drengene erkender sig delvist skyldige, en nægtede overhovedet at udtale sig og sidste mand hævdede at han ikke havde været med til nogen af forholdene.

- Ingen skal jo erkende noget, som man ikke har gjort. Og hvis man siger man er uskyldig, så er man uskyldig, og så er det det, vi kører efter og det holder vi fast i til vejs ende og håber, vi når i mål med det, sagde hans forsvarer Kurt Jensen, umiddelbart efter afslutningen af første retsdag.

Havde kommet afføring og urin i pædagogers mad

Nogle af drengene er også sigtet for hærværk mod bostedet samt for at have kommet afføring og urin i noget af pædagogernes mad, på bostedet. En af drengene er sigtet for at have truet en lærer. En anden for ulovligt at være i besiddelse af en kniv.

Næste retsdag bliver 8. juni med vidneførelser af blandt andet pædagoger fra bostedet. Sidste retsdag bliver 15. juni, hvor der afsiges dom.

Alle fire tiltalte har været varetægtsfængslet, siden episoden fandt sted i slutningen af januar.