Retssag om dødsvold på hotel begynder i dag

I september døde en kvinde efter at være blevet udsat for grov vold. Nu begynder retssagen mod hendes kæreste.

En 42-årig kvinde mistede i september 2018 livet efter et overfald på et hotelværelse i Viborg.
En 42-årig kvinde mistede i september 2018 livet efter et overfald på et hotelværelse i Viborg.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I dag klokken 9 begynder retssagen mod en mand, der angiveligt tæskede sin kæreste ihjel på et et hotelværelse i Viborg.

Den 14. september 2018 ankom ambulancereddere til Best Western Palads Hotel i Sankt Mathias Gade i Viborg, hvor den dengang 37-årige mands 42-årige kvindelige kæreste havde vejrtrækningsproblemer. Kvinden blev taget med på skadestuen, hvor hun døde af sine skader den efterfølgende dag. Der blev fundet tydelige tegn på, at kvinden havde været udsat for vold.

Obduktionsrapport ændrede sigtelsen

Manden blev anholdt, da politiet ankom til hotelværelset den 14. september. Han blev i første omgang varetægtsfængslet og sigtet for grov vold, da kvinden på daværende tidspunkt ikke var død.

Obduktionsrapporten viste senere, at kvinden mistede livet på grund af den grove vold, hun blev udsat for, så sigtelsen blev ændret til vold med døden til følge. Manden nægtede sig skyldig.

Straffeloven indeholder en bestemmelse om vold med døden til følge, som skærper straffen i sager, hvor et voldsoffer dør som følge af volden, selv om der ikke har været tale om et forsætligt drab.

Retssagen kommer til at vare fire dage ved Retten i Viborg.

0:46
Se TV MIDTVESTs indslag fra den 17. september 2018: En kvinde fra Viborg er død efter vold på et hotelværelse. Kvindens kæreste er fængslet i sagen.​​​