Retssag i Viborg tog en dramatisk drejning

I forbindelse med en pause i retten truede den sigtede og hans kæreste flere vidner. Politiet måtte tilkaldes for at skabe ro.

Retten, viborg, skilt2.jpg

Tirsdag tog en domsafsigelse ved retten i Viborg en dramatisk drejning. 

På anklagebænken sad en 31-årig mand fra Them, som skulle have en dom i forbindelse med en række sager blandt andet vold og hærværk.

En række vidner var indkaldt i sagen og på tilhørerbænkene sad den 31-åriges kæreste, en 40-årig kvinde, som ligeledes er fra Them.

I forbindelse med en pause i retten truede både den 31-årige mand og den 40-årige kvinde op til flere vidner.

- Manden ytrer sig til en, der skal ind og vidne om, at han ikke skal sige noget. Udenfor retten stod kvinden, og hun får på en måde sagt til et af vidnerne, at det nok ikke er så godt at ytre sig, siger Kenneth Rodam, som er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg. 

Politiet var ikke til stede under retssagen, men blev hurtigt tilkaldt. 

- Det er politianklageren, der kontakter vagtcentralen, fordi der er opstået uro. Derefter finder vi frem til, at der har været trusler. De har virket så truende, at vi bliver tilkaldt for at skabe ro, siger politikommissær Kenneth Rodam.

Både den 31-årige mand og den 40-årige kvinde blev efterfølgende sigtet for vidnetrusler og bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør.

- De har forårsaget en vis utryghed i forbindelse med retsmødet. Det betyder, at politiet vil være til stede ved dagens grundlovsforhør, siger Kenneth Rodam. 

Den 31-årige mand afsoner i øjeblikket den dom, han modtog ved retssagen tirsdag. Den 40-årige kvinde er kendt af politiet for lignende kriminalitet.