Rengøringsdemonstration: Vi kan ikke løbe hurtigere!

Rengørings-medarbejdere fra de midtjyske sygehuse demonstrerede i dag deres utilfredshed ved regionsråds-mødet i Viborg.

Rengøringsassistenter fra sygehusene i Herning og Skejby var i dag taget til regionrådsmøde i Viborg, for at demonstrere over deres arbejdsforhold.
Rengøringsassistenter fra sygehusene i Herning og Skejby var i dag taget til regionrådsmøde i Viborg, for at demonstrere over deres arbejdsforhold.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

- Vi kan ikke mere. Politikerne bliver nødt til at kende vores hverdag. Sådan lød det i dag fra rengøringsassistenter fra både Herning og Skejby.

De demonstrerede i dag deres utilfredshed ved regionsråds-mødet i Viborg.

De mener, grænsen for besparelser på hospitalerne nu er nået. Rengøringspersonalet protesterede mod kravet om, at der hvert år skal laves endnu mere på den samme tid. Det betyder, at rengøringens kvalitet efterhånden er blevet så dårlig, at personalet ikke føler, det kan forsvares over for patienterne.

- Vi kan simpelthen ikke løbe stærkere. Hvis vi skal forsvare det overfor vores patienter, så er vi nødt til at gøre noget. For vi kan simpelthen ikke nå alle de områder, vi skal nå, siger Käte Mau, rengøringsassistent og talskvinde fra kampagnen "Ren Respekt"

På landsplan har over 400 rengøringsassistenter fra sygehusene tilsluttet sig kampagnen.