Regionsrådspolitiker ny radikal kandidat efter Jens Rohde

Det Radikale Venstre i Viborg har fundet sig en ny folketingskandidat, der de seneste fire år har siddet som regionsrådspolitiker.

Hanne Roed
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Bestyrelsen for de Radikale i Viborg har besluttet sig. En ny folketingskandidat efter Jens Rohde, der skiftede til valgkredsen på Frederiksberg i København, er fundet. Hun hedder Hanne Roed og er lige nu en del af regionsrådet i Region Midtjylland, hvor hun faktisk er 1. næstformand.

- Jeg glæder mig til arbejdet. Jeg kender til forholdene i Midt- og Vestjylland fra mit politiske arbejde. Jeg sidder i denne periode i Regional Udvikling, så jeg har diskuteret emner som uddannelse, erhverv, innovation, kultur og ikke mindst trafik rigtig mange gange. Jeg synes, jeg kender Viborg, og som Regionsrådsmedlem har jeg været på mange besøg rundt i Midt- og Vestjylland, som jeg holder meget af. Jeg håber, man vil tage lige så godt imod mig, når jeg kommer rundt i hele storkredsen, som jeg oplevede sidste efterår under Regionalvalgkampen, siger hun i en pressemeddelelse.

Hun har været medlem af Region Midtjylland siden 2014. Så det er ikke en uerfaren politiker, bestyrelsen hen over sommeren har fundet som afløser for den tidligere Venstre-politiker.

- Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre eller stærkere kandidat end Hanne Roed. Hanne har politisk gennemslagskraft og udpræget sans for det politiske arbejde. Hun forstår at lytte og forholde sig kritisk til fakta, som hun bliver præsenteret for. Særligt det sidste har været vigtigt i de sidste intense forhandlinger omkring regionens budget for 2019, fortæller Jan Rønne, der er formand for de Radikale i Viborg.

Formelt set skal Hanne Roed dog først lige vælges på et opstillingsmøde den 25. september.