Ramte og dræbte ung værnepligtig: Dømt flugtbilist tager imod sin dom

En 72-årig mand, der den 3. september blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for at køre en 22-årig ned ved Karup Flyvestation, anker ikke dommen.

En 72-årig mand ramte den 7. oktober 2019 en ung værnepligtig, og han er nu blevet dømt for uagtsomt manddrab. Han ønsker ikke at anke dommen.
En 72-årig mand ramte den 7. oktober 2019 en ung værnepligtig, og han er nu blevet dømt for uagtsomt manddrab. Han ønsker ikke at anke dommen.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Manden der i oktober sidste år kørte en ung værnepligtig ned, ønsker ikke at anke sin dom til landsretten.

Han blev den 3. september idømt tre måneders ubetinget fængsel, frakendelse af kørekortet i halvandet år og en bøde på 3000 kroner.

Han havde fået 14 dage betænkningstid til at anke dommen, men det ønsker han altså ikke.

- Det er ikke til at løbe fra fakta. Det er min klient, der har påkørt den fodgænger, men der ligger nogle ting i forhold til, hvad der skal til for at dømme for uagtsomt manddrab. Det, der går forud for påkørslen, mener vi, at fodgængeren bærer ansvaret for. Vi accepterer, at han ikke kan blive frifundet for hans ageren efter påkørslen, fortæller forsvarer Jan Mortensen.

Jan Mortensen har været forsvarer for den 72-årige mand i sagen.
Jan Mortensen har været forsvarer for den 72-årige mand i sagen.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Vil have sagen afsluttet

Jan Mortensen fortæller, at manden ikke kan holde til, at vente et halvt år på at sagen kan komme for Landsretten.

- Retssagen har været meget belastende for ham personligt og for ægtefællen. Det er et forløb, der har strukket sig over snart et år, og han kan ikke holde ud, hvis det skulle trænge længere ud, fortæller Jan Mortensen.

Den 72-årige vil formentlig blive tilbudt at afsone sin dom med fodlænke.