Populært at være handy: Højskoleelever vil rense kloakker og lappe cykler

På Viborg Idrætshøjskole kan eleverne vælge et fag, hvor de bliver klædt på til praktisk arbejde - og det er der mange, der gerne vil.

2:20
Louise Schwarz og William Gottschalck er glade for at få noget mere erfaring med praktisk arbejde - også selvom nogle opgaver kan være ulækre.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Lav en forlængerledning, lap en cykel, monter en hylde i vater, bak med en trailer, hæng en lampe op og rens en vandlås.

Det er kun et udsnit af det, der er på programmet i faget ”Alt det min far ikke har lært mig,” som kører her i efteråret på Viborg Idrætshøjskole.

quoteDet har bare været min far, der har gjort det, og så har jeg set lidt på.

Mathilde Qvortrup, højskoleelev

Og det er meget populært blandt eleverne. I foråret, da højskolen første gang tilbød faget, ville over 100 af dem være med, og på det nuværende hold røg de 32 pladser med ekspresfart.

- Det viser jo, at der er et behov for det. De vil gerne have styr på nogle af de ting og tænker: ”Der er nok noget, jeg bliver nødt til at lære eller øve mig på, inden jeg skal ud at bo alene eller på kollegie,” siger Hans Hvelplund, der underviser i faget.

Klar til at flyve fra reden

Mange af de unge har været vant til, at der særligt er én person, der har taget sig af det, når cyklen er punkteret, eller vasken er stoppet.

- Jeg har altid haft min far til at gøre det, så hvis der har været noget, så har jeg bare kaldt på far, siger elev Louise Schwarz, der kommer fra Sønderjylland.

- Det har bare været min far, der har gjort det, og så har jeg set lidt på, siger Mathilde Qvortrup, der også er højskoleelev.

- Min far har klædt mig på til en god start, men der er nogle ting, som jeg mangler at vide noget om, siger elev William Gottschalck fra Aarhus.

Men selvom de er urutinerede i at have værktøj i hånden, så er de ikke bange for at tage fat. For når højskolelivet slutter, venter en ny tilværelse på den anden side, som betyder, at mange af dem skal flyve fra reden for første gang.

- Når man flytter hjemmefra, er det måske langt væk fra far, og så kunne det være rart nok selv at kunne gøre det. Det er også derfor, jeg har valgt faget, siger Louise Schwarz.

- Det er meget lettere at være selvstændig, end at man skal ud at have hjælp hver gang. Og man kan få tingene klaret meget hurtigere, siger Victor Klockmann fra Sønderjylland.

- Jeg vil nok have mere mod på at prøve selv, efter jeg har haft det her fag. Jeg vil nok stadig ringe til min far for at spørge om hjælp, men jeg kan måske godt prøve mig ad selv, siger Mathilde Qvortrup.

Tidligere årgange tog initiativet

Idéen til faget kommer ikke fra højskolens undervisere eller ledelse. Det er i stedet eleverne fra de tidligere årgange, som over flere år har skrevet i deres evalueringer, at de gerne ville have haft sådan et fag.

- De har efterspurgt et fag, som kunne forberede dem på at komme ud at bo selv. Altså nogle af de her praktiske ting – også i forhold til økonomi – som gør dem klar til at stå på egne ben, siger underviser Hans Hvelplund.

Hans Hvelplund er den ene af to undervisere på valgfaget "Alt det far ikke har lært mig."
Hans Hvelplund er den ene af to undervisere på valgfaget "Alt det far ikke har lært mig."
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Men når så eleverne er blevet spurgt, hvad de specifikt gerne vil lære, så har bunken af svar været tynd.

- Det er lidt det sjove ved det. De ved faktisk ikke, hvad det er, de mangler eller ikke kan. Men det er sådan nogle basale ting, som vi kan mærke, at de gerne vil, siger Hans Hvelplund.

Det seneste, eleverne er blevet kastet ud i, er at lære, hvordan man renser en vandlås under en håndvask og en rist i en bruser. Og det var en prøvelse for både finmotorik og lugtesans.

- Det var lidt ulækkert, men det må man jo tage med. Det er bare ned at grave, siger William Gottschalck.

- Det lugtede virkelig slemt, men jeg tænker også, at det var godt at få det op. Det skal jo gøres, og nogen skal jo gøre det. Jeg tror da også, min far synes, det er ulækkert, siger Louise Schwarz. 

Undervejs i faget lærer de unge også at håndtere deres privatøkonomi, og hvordan de udfylder en selvangivelse.