Politikere vil give Bjerringbro et løft

Bjerringbro har alt for længe hængt i bremsen, og det vil flere politikere og lokale nu gøre noget ved.

bjerringbro.jpg
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

En gammel børnehave der ikke bliver brugt, mangel på cafeer og en å, der ikke bliver udnyttet. Det er hverdagen i Bjerringbro, og det skal der gøres noget ved. Sådan lyder det fra flere politikere i Viborg, og derfor vil kommunen nu give byen et løft. Og det vækker begejstring lokalt.

For i byen mener de, at Bjerringbro har langt mere at byde på.

- Det glæder os meget, at de har fået øjnene op for Bjerringbro. Man har forsømt i mange år, så nu skal der ske noget herude, og det glæder vi os til, siger Erik Albrechtsen. Han er medlem af bestyrelsen i Bjerringbro Byforum.

Bjerringbro Byforum er en forening, der repræsenterer borgere, foreninger og erhvervsliv i Bjerringbro. De mener, at Bjerringbro har været glemt i kommunen, men de erkender også, at de ikke har været helt skarpe omkring, hvad de gerne vil have.

- Vores ønskeliste har været for diffus. Vi har jo ikke kunnet fortælle, lige nøjagtigt hvad vi vil have, så der er jo to problemer, siger Erik Albrechtsen.

Men alt det er fortid nu, mener bestyrelsesmedlemmet.

- Selve centrum skal renoveres og nytænkes. Vi skal finde den manglende røde tråd, siger Erik Albrechtsen.

Bakkes op af kommende borgmester

Bjerringbro Byforum bakkes op af kommunens kommende borgmester, Ulrik Wilbek. Han mener, Bjerringbro trænger til hjælp, og derfor står byen også højt på dagsordenen.

- Det er et af de steder, jeg brænder meget for. Og det har jeg også givet udtryk for, men det er ikke kun mig, der gør det. Det gør de fem, der er valgt der, og det gør de andre partier også. Så vi kan godt se, at der skal ske noget, siger Ulrik Wilbek.

Ulrik Wilbek mener, at området omkring åen skal have et særligt fokus.

- Der er jo et vældigt godt pizzeria, men så er det også det. Der er ikke engang en rigtig restaurant, og der tænker jeg, at området ved åen er perfekt til det, så hvis man ligesom fik en følelse af, at det hele hang sammen, og at det var en by i stedet for et sted, siger Ulrik Wilbek.

I januar holder Bjerringbro Byforum en byplanlægningskonference for hele byen. 

2:24