Politikere på gaden til Open by Night: En dag med gode krammere

Der er under en uge tilbage til valget og politikerne er gået ind i slutspurten.

Valgkampen er gået ind i sin slutspurt. Det kunne man mærke i Viborg i går aftes, hvor det vrimlede med mennesker og politikere.

Og det så både Signe Munk, næstformand i SF og Søren Pape Poulsen, formand i Konservative som en god mulighed for at vifte med flaget i deres hjemby, Viborg.  

Søren Pape Poulsen var i fuld gang med det dele flyers ud, da TV MIDTVEST’s journalist mødte ham i går aftes.

Hvordan er det at være her en dag som i dag?

- Stemningen er vildt god og vejret er med os. Der er rigtig mange mennesker i gaden og rigtig mange, der gerne vil snakke. Det er jo mit område, så man bliver selvfølgelig glad, når folk kommer hen og siger ”vi skal nok stemme på dig”, siger Søren Pape Poulsen.

- Det betyder meget, for det er en hård valgkamp, vi er igennem. Og jeg skal gerne kunne levere en fremgang til mit parti.

Føler du, at du har stemmerne med dig her på hjemmebanen?

- Jeg håber det. Jeg har i hvert fald fået mange positive tilkendegivelser. Men nu stiller jeg jo op i hele Midt- og Vestjylland, så jeg skal jo gerne samle nogle stemmer sammen, siger formand i Konservative, Søren Pape Poulsen.

Tema

Folketingsvalg 2019

Gode krammere og snakke

Også næstformand i SF, Signe Munk brugte sin fredag aften på gågaden i Viborg.

Hvad er dine budskaber i dag?

- Det er jo at fortælle om SF’s politik og en del af det er at sætte fokus på, at vi skal have en klimaløsning og -handling nu. Og derudover er det også at fortælle om alt det gode vi gerne vil gøre for børn og for at få flere voksne i daginstitutionerne. Og sørge for, at vi har et godt sundhedsvæsen, siger Signe Munk.

Hvad betyder det for dig, at det er din hjemmebane?

- Det betyder at jeg kan komme i kontakt med rigtig mange mennesker. Og det er rigtig hyggeligt, at der er mange nede og handle, som man kender. Så man får mange gode krammere og gode snakke, lyder det fra næstformanden.

Hvis du er i tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds på onsdag, kan du tage kandidattesten her.

Fem dage tilbage til valget og politikerne er gået ind i slutspurten.