Politijagt: 14-årig i stjålet pizzabil

14-årig biltyv fra Viborg var tæt på at påkøre en betjent under en hidsig bilagt

Midt- og Vestjyllands Politi endte med at torpedere den stjålne pizzabil med en 14-årig Viborg-dreng ved rattet.
Midt- og Vestjyllands Politi endte med at torpedere den stjålne pizzabil med en 14-årig Viborg-dreng ved rattet.
Foto: Flemming Christensen

En 14-årig biltyv fra Viborg tilbageholdes i øjeblikket efter ham i nat, sammen med en 17-årig kammerat,  flygtede fra politiet i en stjålet pizzabil.

En patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi fik kontakt med det stjålne køretøj i Bjerringbro omkring klokken fire i nat. Den 14-årige chauffør var dog ikke indstillet på at stoppe pizzabilen, men tog i stedet flugten mod Viborg, med politiet i hælene.

Turen bragte blandt andet biltyv og politi ind på en blind vej, hvor den 14-årige vendte om og var tæt på at påkøre en politibetjent. 

Efterfølgende var flere af politiet patruljer involveret i biljagten, der varede over omkring 55 minutter, forklarer vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Vi forsøgte at lægge sømmåtter ud for at få stoppet vanvidskørslen. Den 14-årige chauffør i den stjålne bil kørte imidlertid bare videre, med 80 kilometer i timen, på punkterede dæk, fortæller Ole Vanghøj oven på den dramatiske episode.

Efter en tur omkring Bjerringbro og Ans blev den stjålne bil effektivt stoppet, da en patruljevogn torpederede køretøjet, hvorefter politiet kunne anholde de to unge flugtbilister.

Begge kommer fra Viborg og politiet er i øjeblikket ved at finde ud af, om den 17-årige kan sigtes for medvirken, i forbindelse med episoden.

- I forhold til den 14-årige chauffør kan der ikke rejses sigtelse. Derfor vil sagen mod ham, blive overdraget til de sociale myndigheder, siger vagtchef Ole Vanghøj.