Politiet stoppede maskerede FC Midtjylland-fans aftenen inden kamp

Fredag aften stoppede politiet nogle maskerede mænd, da bekymrede viborgensere så dem sidde i flere FCM-biler. Det sker aftenen før kampen mellem Viborg FF og FC Midtjylland.

Optakten til det midtjyske fodboldbrag mellem Viborg FF og FC Midtjylland startede allerede fredag aften.

Klokken 23.02 blev politiet kontaktet af nogle viborgensere, der advarede om en hændelse under opsejling.

- De havde konstateret nogle FCM-biler. De kan se, at de er ved at maskere sig og trækker nogle huer over hovedet. Da vi kommer derop, stikker de af. Vi får standset et par af bilerne, siger Anders Hansen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet var altså hurtigt til stede på lokationen, og det er ikke tilfældigt, at de var klar til at rykke ud.

quoteMin tanke er, at de formentlig ville have lavet noget graffiti-hærværk. Måske malet FC Midtjylland-logo på stadion.

Anders Hansen, vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi

Kampen mellem Viborg og FCM har nemlig fået politiet til at sætte ekstra ressourcer af til situationer netop som den, der var ved at udspille sig fredag aften.

- Vi har en indsats i forbindelse med fodbold netop fordi, det er de to klubber, der spiller. Vi har indkaldt ekstra folk til at styre begivenhedernes gang, og vi har en større aktion på gaden i Viborg, siger Anders Hansen til TV MIDTVEST.

Kampen mellem de midtjyske hold starter klokken 16, og politiet forventer også problemer til den tid.

Men hvad end de maskerede personer havde planlagt fredag aften, så blev det ikke til noget.

- Vi har selvfølgelig registeret, hvem de var, og nogle af dem kendte vi i forvejen. Min tanke er, at de formentlig ville have lavet noget graffiti-hærværk. Måske malet FC Midtjylland-logo på stadion eller sådan noget, siger vagtchefen.