Politiet renser unge mænd for tyveriet af Pablo

Det har ikke været muligt at afklare, hvem der tilbage i maj stjal narkohunden Pablo.

Pablo kort tid efter, han blev genforenet med sine ejere.
Pablo kort tid efter, han blev genforenet med sine ejere.
Foto: TV2 Østjylland

En besynderlig sag om tyveriet af narkohunden ved navn Pablo forbliver efter alt at dømme et mysterium. 

Efter mange måneders efterforskning har Østjyllands Politi således valgt at frafalde sigtelserne mod to mænd, der var sigtet i sagen.
    
- Efterforskningen bliver nu foreløbigt standset, da det ikke har været muligt at finde tilstrækkelige beviser, lyder det fra politiet.
    
Pablo blev med få dages mellemrum stjålet i to omgange i maj i år fra en aflåst hundegård i det nordlige Aarhus.
    
I forbindelse med efterforskningen blev hunden fundet i en lejlighed i Sabro, hvor den var indespærret bag en låst dør. Hunden havde to store, åbne huller på halsen, idet en chip var blevet fjernet. Dens pels var desuden farvet sort.
    
 I samme lejlighed befandt de to mænd sig. Men de nægtede begge at have stjålet hunden og forklarede, at de blot havde overnattet i lejligheden.
    
- Da den videre efterforskning ikke har kunnet afkræfte mændenes forklaring, er sigtelserne nu frafaldet, skriver politiet.
    
Hverken vidner eller yderligere spor har kunnet lede til mulige gerningsmænd, og efterforskningen af sagen er nu foreløbigt stillet i bero.
    
Pablo arbejder til daglig som spor- og narkohund i flyvevåbnet. Nærmere bestemt i Karup på det, der kaldes Air Force Training Center.

    
/ritzau/