Politiet opgiver at finde mor til død baby

Politiet opgiver at finde moderen til det døde spædbarn, der blev fundet ved Søndersø 1. december sidste år, skriver ritzau.

Sondersoe.jpg

 Lokalpolitiet i Viborg opgiver nu at finde moren til en nyfødt baby, der blev fundet død i Søndersø ved Viborg i december sidste år. Det oplyser vicepolitikommissær Henrik Grove, Midt- og Vestjyllands Politi.

Liget af spædbarnet blev fundet den 1. december af en 12-årig pige, der var ude at fotografere ved søen.

Barnet var lidt for tidligt født og vejede omkring to kilo. Undersøgelser har slået fast, at det var i live ved fødslen.

- Der kan være tale om et barn født af en udlænding på gennemrejse eller på sæsonarbejde. Eller det kan være født af danskere i dølgsmål. Det er jo kommet frem, at flere børn fødes på den måde, end vi forestiller os, siger Henrik Grove til ritzau.

Politiet har "vendt hver sten" i lokalområdet hvad angår gravide kvinder. Der har også været kontakt til psykiatrien og til chefjordemødre på fødegangene landet over.

Med en retskendelse i hånden har efterforskerne også fået adgang til oplysninger om sene aborter fra alle regioner. Men heller ikke det har givet politiet noget at gå efter.

- Vi har ikke flere løse ender. Alle henvendelser er prøvet af, og på den baggrund vælger vi at henlægge sagen nu, siger Henrik Grove.