Politiet om sexmisbrugssag: Meget stor og omfattende

Sagen mod den 67-årige mand, der er tiltalt for 74 forhold, er meget stor og omfattende. Det forklarer politiet. Sagen omhandler primært sexmisbrug og børneporno.

Politiet, med Christian Toftemark Jørgensen i spidsen, har efterforsket sagen siden marts sidste år.
Politiet, med Christian Toftemark Jørgensen i spidsen, har efterforsket sagen siden marts sidste år.

Det er en meget omfattende sag, som skal for retten senere i år. Det forklarer politiet. En 67-årig mand fra Viborgegnen er tiltalt for i alt 74 forskellige forhold.

- Den er meget omfattende, stor og særlig. Jeg har ikke været med til at lave noget af den kaliber før. Det er en speciel sag, og det er heldigvis noget, vi ser meget sjældent, siger efterforskningsleder Christian Toftemark Jørgensen.

Den meget omfattende sag omhandler primært børneporno og sexmisbrug. Den tiltalte, en 67-årig mand, skulle ifølge anklagerne have voldtaget sine egne børn og filmet overgrebene. Derudover er han tiltalt for at bestille og betale for adskillige voldtægter i Asien, hvor mødre med børn ned til tresårsalderen blev tvunget til at optræde foran kamera.

På trods af, at manden angiveligt har fået foretaget flere voldtægter i udlandet via en Skype-forbindelse, kan han straffes i Danmark ifølge politiet.

- Det, vi siger, er, at gerningsstedet er i Danmark, da det foregår fra hans computer. Det er derfor, vi kan straffe ham i Danmark, da det, han har gjort, er foregået i Danmark. Vi er godt klar over, at selve gerningen med barnet er foregået et andet sted i verden, siger Christian Toftemark Jørgensen.

Sagen begyndte i foråret sidste år, da politiet fik et tip om, at manden havde børneporno på sin computer.

Få det anmeldt

Sagen har også vagt opsigt hos Viborg Kommune.

- Når man hører sådan noget, så synes man jo, det er ganske forfærdeligt, siger Per Møller Jensen, der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Soc.dem., i Viborg Kommune, til TV MIDTVEST.

Ved denne sag var det et tip til politiet, der fik efterforskningen i gang, og udvalgsformanden håber på, at alle borgere vil være ekstra vågne og hjælpe kommunen.

- Det giver jo anledning til, at vi fra kommunal side også skærper vores beredskab, og så i øvrigt kommer med en kraftig henstilling til borgere og ansatte i kommunen: Har man et nys om vold eller misbrug, så se at få underrettet, så vi kan tage affære, siger han.  

2:24