Politiet måtte rykke ud uden grund: - Det er simpelthen dumt at gå sådan klædt

En ung mand skiftede ikke tøj, inden han tog ind til byen. Det endte med, at politiet måtte rykke stort ud.

Politiet mødte op i skudsikre vestre.
Politiet mødte op i skudsikre vestre.
Foto: Mikkel Breinholdt

- Man spøger med sit helbred. Det er simpelthen dumt at rende rundt i byen fuldt kampklædt, siger vagtchef med Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Det sker efter at politiet i eftermiddags modtog en anmeldelse om, at der gik en mand fuldt kampklædt rundt i Bjerringbro. Han var blevet set gå ind i en frisørsalon.

Politiet hastede derfor til stedet, hvor de fandt en mand, som matchede signalementet siddende inde i et baglokale hos frisøren. Derefter fandt de også en ammunitionsvest med magasiner, hvor der også er et hylster med en pistol.

Ikke sigtet

Det var dog falsk alarm, for manden, en 26-årig hollansk statsborger, der er bosiddende i Danmark, bar nemlig en hardball ammunitionsvest med tilhørende pistol.

- Det er fint nok, at han har sin hobby, men at gå ind i byen sådan er usmart i disse terrortider. Samtidigt er det også spild af politiets resurser, for vi er nødt til at tage vores forholdsregler i sådan en situation, siger Ole Vanghøj.

Han påpeger også, at det kunne være endt skidt for den unge mand.

- Der kan være svært at se forskel på en hardballpistol og en rigtig, så hvis han havde sigtet på os i den forkerte belysning, så kunne det være endt med en farlig situation.